Gennem teenage årene, træder spiritualitet næsten altid i baggrunden helt naturligt, - her udvikler vi os fra barn til voksen. Hormonerne kører i kroppen, vores seksualitet udvikler sig.
Livet skal prøves af...❤️
Vi bliver voksne, indgår i arbejdslivet, finder en partner, og får måske børn. Disse år er travle år, hvor meget energi bruges på
familie og arbejdsliv...I disse år, lever spiritualiteten ofte en “hengemt” tilværelse et sted dybt inde i os, fordi tiden er knap, og energien går med at udleve familielivet og arbejdslivet…❤️
Årene går, børnene er blevet store, måske flyttet hjemmefra, det kan være, vi er blevet skilt, eller har forladt arbejdslivet.
Vi får mere tid til os selv, og ofte begynder vi, i en lidt sen alder at arbejde med os selv, fordi der har været så meget andet i livet som havde første prioritet…❤️
Spiritualiteten begynder at vågne op, vi får tid til at mærke os selv bedre. Mange
mennesker begynder deres spirituelle opvågning i en moden alder. Men det har også sine fordele, fordi her har vi erhvervet os stor livserfaring, vi er blevet lidt mere tålmodige, og kender os selv i dybere lag…❤️
Desværre har mange af os jo været “lukket helt ned” spirituelt, fordi vi som børn, blev afvist, eller blev ladt alene med spirituelle oplevelser, som vi skulle have haft hjælp til at forstå og bearbejde.
Mange mennesker, må selv i en moden alder kæmpe mod, de dårlige minder, og de følelser som det indre spirituelle barn blev nødt til at bære som barn, når der ingen forståelse var for barnets spiritualitet…❤️
Det kan være svært at frigøre sig fra, at spiritualitet er “noget underligt noget” hvis ens barndom har været præget af disse fordomme. Dog er vi alle født spirituelle,
og de mennesker som i vores barndom, afviste os, og pålagde os, at “være som de andre” - er ofte mennesker som også blev afvist og pålagt at være “normale” som børn, de var også spirituelle
børn, som lukkede ned...❤️
Nu er vi modne mennesker, og med den viden og indsigt vi har, kan vi overvinde de dårlige erfaringer vi fik i vores barndom, når vi ville dele vores spirituelle oplevelser
med uforstående forældre, familie og venner. Nu kan vi være åbne og fortælle om vores spiritualitet, fordi vi hviler bedre i os selv, fordi vi forstår og har vedkendt os vi var spirituelle børn. Vi er også i
stand til med åbne arme og sind, at forstå vore egne børn og børnebørns spiritualitet og åndelighed som noget naturligt, der ligger latent i os alle...Vi har gjort os vore erfaringer, og kan nu hjælpe de næste
generationer...Vi kan være med til at udbrede, at spiritualitet og åndelighed, er en naturlig del af at være menneske...❤️
Joanna