Jeg besluttede mig for, at jeg dette efterår, ville forsøge at tage ordentligt afsked med sommeren, både fysisk og psykisk, og virkelig på alle planer hengive mig til byde efteråret
velkomment…💙
Jeg tog en lille hjemmesyet stofpose, begav mig ud i naturen, og samlede de sidste små blomsterhoveder jeg kunne finde. Duftende blade og grannåle, forskellige slags mos og græsarter.
Lukkede posen med et bindebånd, og pyntede den lille pose udenpå med små fugle fjer som jeg fandt…💙
På et lille vildtvoksende æbletræ, plukkede jeg 4 små æbler.
Jeg gemte æblerne og stofposen i flere dage, for jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med den lille stofpose med sommerens sidste dufte og minder og de 4 små vilde æbler...💙
Efter et par dage, bad jeg til Gud,
om han ville give mig styrke til at acceptere årstidernes gang, at sige farvel til sommeren uden vemod og byde efteråret velkommen med åbent sind. Jeg fik at vide, jeg skulle forene mig med naturen, og jeg ville blive guidet til dette. Gud
lagde stor vægt på at, jeg skulle tænke på, han var skaberen af alt levende på denne Jord også naturen...💙
Dagen efter ved jeg ikke rigtigt hvad der skete, jeg blev
ligesom drevet ud af døren, medbringende min lille stofpose med sommerens sidste dufte, og mine 4 små æbler. Jeg travede ud i naturen, og pludselig stod jeg på en bakketop, med udsigt over det nærliggende landskab…💙
Det var en flot klar efterårsdag, med blå himmel og dejligt solskin. Blæsten susede hen over bakketoppen, og jeg begyndte at synge en improviseret sang, hvor ordene kom helt af sig selv til mig.
Sangen handlede om vindenes fire hjørner, og om at tage afsked med sommeren og byde efteråret velkommen. Nærmest som i trance lagde jeg de fire æbler på jorden, et æble i hvert verdenshjørne, jeg åbnede min
lille stofpose og dryssede lidt at sommerens små duftende gaver ud over æblerne, imens jeg sang den improviserede sang. Til sidst lagde jeg mig ned i det høje græs midt på bakketoppen, mærkede hvordan vinden sang i de høje
græsstrå, og en dyb fred indfandt sig i mit sind. Jeg havde nu taget afsked med sommeren og budt efteråret velkommen. Hvor længe jeg lå der på bakketoppen ved jeg ikke, men på et tidspunkt åbnede jeg øjnene,
kiggede lige op i himlen, hvor solen skinnede klart, og til min store overraskelse, ser jeg en kæmpe stor rovfugl som kredsede i store cirkler over landskabet. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig, jeg var dybt bevæget, men
også helt rolig indeni i mit sind. Jeg vidste nu, at jeg var blevet hørt. Efter en stund, forsvandt den store rovfugl, ud over himlens horisont, og jeg kunne ikke se den længere. Som jeg ligger der, helt omtumlet men også meget lykkelig,
hører jeg en stemme sige, - det var mig der sendte dig ørnen. Jeg takkede Gud af hele mit hjerte, og gik hjem beruset af min smukke oplevelse…💙
Ti år efter, får jeg en
kæmpe overraskelse som hænger sammen med oplevelsen. Jeg er ude at gå en tur i naturen, her hvor jeg bor nu, og pludselig midt på den lille skovsti, står en kæmpestor lysende engel. En maskulin engel, klædt som “indianer/native”
med fjerprydelse, mokkasiner og langt sort hår. Englen bukker sig frem mod mig, og siger, - det var mig der sendte dig ørnen, jeg vil altid være forbundet til dig, og altid beskytte dig. Englen forsvandt i et lysskær, og jeg stod fuldstændig
som forstenet på skovstien…💙
Den dag i dag, hører jeg af og til englens stemme tale til mig, og jeg ved nu, at englen er en stor Natur Engel som beskytter verdens naturfolk og den
vilde natur...Jeg kalder ham min "indianske engel" - hvilket han ikke har noget i mod...💙
Joanna Tengvad