Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 
 
Det er så let at bygge en mur op omkring sig selv. At lægge sten på sten, indtil man har muret sig selv inde…
Disse sten er ikke mursten, disse sten består af selvforstærkende tanker, og udsagn om at frasige sig, at deltage i livet. Stenene består også af lavt selvværd, som bliver forstærket yderlig, ved at bygge denne mur op omkring sig. Jo flere sten, jo højere mur kan man bygge op, og jo sværere bliver det at rive muren ned, sten for sten…
 
En sådan mur, indeholder negative tanker og udsagn om, hvad man IKKE kan. Lad mig give nogle eksempler:
Jeg duer ikke til det. Jeg er heller ikke god nok. Jeg kan ikke finde ud af det. Det duer alligevel ikke. Det orker jeg ikke. Det er nok alligevel ikke noget for mig. Jeg er ikke interessant. Jeg er ikke som de andre. Jeg er ikke så god til det, som de andre. Det siger mig ikke noget. Det nytter alligevel ikke noget, jeg opgiver. Jeg er ikke social nok… Det kan blive til mange sten i en alt for høj mur. En mur, som kan være svær at rive ned, fordi hver en sten i muren, er negativ ladet, og virker selvforstærkende på vores psyke, selvværd og livslyst…
 
Har du bygget en sådan mur omkring dig, eller er du i gang med byggeriet, - så stop op!
Tænk over, er det sådanne negative tanker, du vil have om dig selv, er det virkelig sådan du vil leve dit liv?
 
En sådan mur, kan hensætte os i social ensomhed, og vi opdager en dag, vi sidder isoleret med et lavt selvværd, som kan tynge os til jorden, - et selvværd som det kan være meget svært at bygge op igen…
 
Denne mur skal rives ned, sten for sten, med tålmodighed og troen på, livet er vidunderligt, og fyldt med positive oplevelser, - hvis vi deltager aktivt i livet. Hver eneste sten skal kastes bort og erstattes med positive oplevelser, succesoplevelser, og troen på, vi er gode nok, vi kan og vi vil...Husk altid - du er et smukt, unikt menneske, som indeholder så megen visdom og kærlighed, din omverden bare venter på, du vil bidrage med… Verden venter på dig, - riv muren ned, og spring ud i livet...
 
De negative selvforstærkende udsagn, som står længere oppe i teksten, kan eksempelvis erstattes med disse positive tanker og udsagn, som sætter selvværdet og livslysten i vejret: Jeg kan godt. Jeg er god nok. Jeg kan sikkert finde ud af det. Det bliver godt. Det vil jeg gerne prøve. Det er måske noget for mig. Jeg er et interessant menneske. Jeg er lige så god som alle de andre. Det kunne være spændende. Det skal nok gå, jeg giver aldrig op. Jeg er et socialt menneske, og vil gerne møde nye mennesker...Disse udsagn er de opbyggelige grundsten i en ny og positiv tilgang til livet og alle de gode oplevelser, - som bare venter på, at vi tør møde livet, med åbent sind og positive forventninger om vores egen personlighed og evner...🧡🧡🧡
 
Joanna