Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

For et par dage siden, sad jeg ved mit havebord i haven, og talte med en bekendt i mobilen. Pludselig var jeg totalt indhyllet i små guldskinnende “støvkorn” - de faldt så tæt ned over mig, som sad jeg indhyllet i en voldsom snestorm. Jeg kunne intet andet se, end det smukke gyldne “snevejr” som dryssede ned over mig. Jeg begyndte at grine helt vildt, og rakte min ene arm op i luften, midt op i den guldskinnende sky som dalede ned over mig. Min bekendte i mobilen, kunne jo høre at jeg grinede højt, og spurgte mig om, hvad der skete. Jeg svarede hende, - at det vidste jeg ikke, men jeg sidder midt i et gyldent snevejr, og jeg bliver nødt til at afbryde vores samtale nu… Og det gjorde jeg så…✨💙✨

 

Jeg rakte begge arme ud i luften, og de små gyldne støvpartikler hvirvlede helt vildt og tæt omkring mig. Jeg var så jublende glad, og grinede himmelhøjt. Jeg kunne ikke rejse mig op, for det forsøgte jeg at gøre, men jeg kunne ikke! Følte mig nærmest fastlåst til havestolen, jeg var ikke bange eller utryg, jeg ville bare se, om der var en engel lige over mig, for det var min helt klare fornemmelse. Jeg spørger ud den gyldne støvsky -”hvem er du?” - og en smuk mandlig stemme svarer, - “Jeg er en kosmisk engel, jeg ville lige hilse på dig, - mig får du ikke at se.” Jeg bliver ikke ked af det, ved at få dette svar, for der er så stor kærlighed og mildhed i stemmen. Jeg sidder endnu en stund i det tætte gyldne snevejr, - men lidt efter lidt, ebber det langsomt ud. Nu kan jeg rejse mig op, jeg kigger mig omkring, og vender blikket op mod den blå himmel. Men der er intet at se…✨💙✨

 

Jeg har aldrig set en kosmisk engel, og jeg tror det er første gang, jeg har haft besøg af en. Men det har altid været min fornemmelse eller måske indre “glemt” viden, at kosmiske engle skinner blåt. At skinnende blåt lys udgår fra disse Universets vogtere. Selvom jeg ikke så selve englen, kan den jo godt have udstrålet skinnende blåt lys…

 

Jeg har tænkt lidt over hvorfor jeg ikke måtte se denne kosmiske engel, for jeg har set så mange andre engle. Måske dens udstråling er så stærk at øjnene kan tage skade, eller måske den har et udseende som kan virke afskrækkende, - måske kosmiske engle, slet ikke ligner de engle jeg normalt ser... ✨💙✨

 

Mit liv er vidunderfuldt, jeg lever med engle, og jeg har så mange oplevelser med disse smukke Guddommelige skabninger. Jeg føler mig meget, velsignet, priviligeret og taknemmelig...✨💙✨

 

Joanna Tengvad