Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

Er du ikke tilfreds med den måde du lever dit liv på? Går du rundt dagligt og føler, du ikke er rigtig tilstede i dit liv. At livet passerer forbi dig uden du er istand til at deltage som du egentlig gerne vil. Eller har du nogle ting, du gerne vil have din underbevidstheds hjælp til at få indsigt i. Så prøv at aflægge dit private skattekammer et besøg, få kontakt til din underbevidsthed. Her gemmer der sig svar på mange af de spørgsmål, som vi aldrig rigtig får kigget på i en travl hverdag. Det er også i din underbevidsthed, din “drømmefabrik” ligger. Her lagres alle dine oplevelser, og herfra udspringer dine drømme.

Besøg dit private skattekammer, måske du med denne enkle øvelse, kan få kontakt til din underbevidsthed…

Sæt dig ned, et stille og roligt sted, det kan være i din yndlingsstol, eller et fredeligt sted i naturen. Hav en blok og en kuglepen liggende ved siden af dig.

Sid ganske stille et par minutter, nyd roen, træk vejret stille og roligt.
Tøm dit hoved for tanker, det er bedst, hvis du ikke tænker på andet, end din rolige vejrtrækning.

 

Luk dine øjne, træk vejret dybt ind 3 gange, og pust langsomt ud.
Derefter tænker du på, hvad eller hvilket du gerne vil ændre på i dit liv eller livsførelse. Eller hvad der ligger dig på sinde, som du gerne vil have belyst med hjælp fra din underbevidsthed. Tænk korte og præcise tanker...

 

Derefter lukker du øjnene igen, trækker vejret dybt 3 gange, og pust langsomt ud. Nu er du klar til at stille dig selv et spørgsmål, f.eks. hvad kan jeg gøre, for at blive mere nærværende og deltagende i mit liv? Du vil nu modtage nogle tanker omkring dette spørgsmål. Hold godt fast i disse tanker. Åben dine øjne og skriv ned hvad du modtog.

 

Vil du have flere svar, så lukker du dine øjne igen, trækker vejret dybt ind 3 gange, og pust langsomt ud. Det er bedst at udforme spørgsmålene, kort og præcist. Når du har modtaget tanker omkring dette/disse spørgsmål, så åbner du øjnene og skriver ned på din blok.

 

Når du har fået svar på de spørgsmål, som ligger dig på sinde, - så sid lidt, og nyd freden, inden du rejser dig op. Husk at takke din underbevidsthed for de givne svar.

 

Ta’ din blok, se på de svar du har modtaget, og gå så i gang med at ændre på de ting i livet som du ved ikke er tilfredsstillende for dig, og som din underbevidsthed har givet dig svar på. Du kan ikke ændre alt på én gang, men lidt efter lidt, kan du komme langt, for din underbevidsthed, har givet dig en “arbejdsplan”. Måske du fik indsigt i nogle problemstillinger i dit liv? Eller en anden indfaldsvinkel på nogle ting i livet, som du tumler med? Man kan spørge sin underbevidsthed, om stort set alt, bare spørgsmålene er korte og klart formuleret.

 

I vores underbevidsthed, ligger mange svar på, hvordan vi får det liv som vi dybest ønsker os. Vores underbevidsthed er på mange måder et “skattekammer” - som vi burde aflægge et besøg, når vi har behov for det. Her findes svar på de spørgsmål, som vi tit tumler med, og ikke rigtig kan komme videre med, eller som vi i det daglige travle liv, ikke formår at trække op i vores bevidsthed…

 

Joanna