Ordet "aura" kommer fra latin og betyder udstråling eller glorie. Det er en gammel og meget udbredt opfattelse, både inden for kristendommen og andre religioner, at personer med stor åndelig magt er omgivet af en
lysaura - en glorie - som det typisk kendes fra adskillige billeder. Man skelner mellem en nimbus - en glorie, der kun omkranser hovedet - og en aureola - der omgiver hele legemet.
Holistisk set er Aura en ofte farvestrålende krans eller samling af lysbundter, der udstråler fra såvel mennesker som dyr og planter. Clairvoyante og andre følsomme personer fortæller, at de er i stand til at se direkte
ind i auraen.
Et af de mest kendte og måske vigtigste indslag i aura-forskningen er Kirlian-fotografierne, der stammer
fra den sovjetiske elektronik-ekspert Semyon Davidovich Kirlian (død 1978). Kirlian opfandt i 1939 en metode, hvor det blev muligt for ham at fotografere energi-udladninger, der udstrømmede fra mennesker. Hans videreudvikling af metoden viste
på fotografier, at mangefarvede, flammelignende energier konstant strømmede ud af sunde, levende væsener.
Kirlians
fotografiske teknik er nok især velkendt i forbindelse med det besyndelige fænomen, hvor et fotografi af et delvis afrevet blad viser hele bladets omkreds, men med en væsentlig svagere udstråling fra den amputerede del end det resterende
hele blad. Amputeres mere end en trediedel af bladet, vil det dø og der vises ikke længere energiudladninger. Denne Kirlian-effekt kaldes også for fantomblads-effekten. Vestlige forskerne har haft skiftende held med efterprøvning
af Kirlians metode, men enkelte veldokumenterede fotografier af afrevne blade med ubrudt aura viser, at Kirlian-effekten ikke kan afvises som ren sensation.
Kirlian var imidlertid ikke den første, der videnskabeligt og seriøst forskede i aura-fænomenet. Den tyske baron og kemiker Karl von Reichenbach (1788-1869) antog, at ligesom nordlys forkommer omkring Jordens magnetiske
poler, så må tilsvarende lysfænomener optræde overalt, hvor magnetisme er til stede. Han fandt frem til, det ikke blot var magneter, men at enhver genstand udsat for sollys, var mere eller mindre energiladet, og især det menneskelige
legeme var en kraftig lyskilde. Han kaldte kraften for od-kraften, opkaldt efter guden Odin. Trods han afhandlinger om at od-kraften forklarede mange psykiske og clairvoyante fænomener, så betragtede den etablerede videnskab hans teorier som ren
okkultisme.
Den engelske læge dr. Walter J. Kilner, der i en periode beskæftigede sig med elektroterapi ved St.
Thomas' hospitaliet i London, opfandt i 1920'erne en glaslinse fyldt med en dicyanid opløsning, hvorigennem den menneskelige aura skulle være synlig for almindelige mennesker. Han udviklede en diagnoseringsmetode baseret på auraens form
og farve, hvorved han blandt andet kunne lokalisere legemets syge områder. Efterfølgende forsøg har imidlertid alle været resultatløse - ikke desto mindre kan man stadig finde de såkaldte "Kilner-briller" i visse butikker.
Moderne aura-forskning er blandt andet baseret på auragrafer - særligt trænede mediers tegninger af en persons aura. Tegningen i sig
selv forestiller som regel ikke noget særligt, men er meget farvestrålende. Der arbejdes med syv farver og deres størrelse og indbyrdes forhold udtrykker personens tilstand - for eksempel symboliserer de primære farver rød,
gul og blå henholdsvis livet, intellektet og inspirationen - mens farverne orange, grøn, indigo og violet viser energi, harmoni, intuition og åndelig visdom. Også Kirlians metode er blevet videreudviklet og anvendes til at diagnosticere
ud fra fotograferede auraer.
Uanset den moderne forsknings udvikling, så ser følsomme mennesker som clairvoyante
og healere stadig direkte ind i auraen - uden brug af tekniske hjælpemidler!
Det fortælles i øvrigt, at
også vi "almindelige" mennesker nemt kan træne os op til at se aura - personen man betragter skal blot befinde sig foran en lys baggrund, for eksempel en lys væg, og man skal så bare defokusere sit syn, så kan man se auraen -
ofte som et grønligt skær omkransende personen.
Kilde: alternativinfo