Der var to babyer i en livmoder. Den ene spurgte den
anden: "Tror du på liv efter fødslen?" Den anden svarede, "selvfølgelig. Der må være noget efter fødslen. Måske er vi her for at forberede os til hvad vi vil være senere."
"Vrøvl" sagde den første. "Der er intet liv efter fødsel. Hvilken slags liv ville det være?"
Den anden sagde, "Jeg ved ikke, men der vil være
mere lys end her. Måske vil vi gå med vores ben og spise fra vores mund. Måske får vi andre sanser, som vi ikke forstår nu."
Den første svarede, "det er absurd.
At kunne gå er umuligt. Og spise med vores mund? Latterligt! Navlestrengen leverer ernæring og alt hvad vi behøver. Men navlestrengen er så kort. Liv efter fødsel er logisk nok udelukket."
Den anden insisterede, "Jamen jeg tror der er noget og måske er det anderledes, end det er her. Måske vi ikke længere, vil have brug for denne fysiske streng."
Den først svarede, "nonsens. Og endvidere hvis der er et liv, så hvorfor har ingen nogensinde kommet tilbage derfra? Fødsel er livets afslutning, og efter fødslen er der intet andet end mørket og tavshed og glemsel.
Det tager os intetsteds.
"Nå, jeg ved ikke, "sagde den anden," men vi vil sikkert mødes, med mor og hun vil tage sig af os."
Den
første svarede "mor? Så du tror, rent faktisk på mor? Det er latterligt. Hvis mor findes derefter, hvor er hun nu?"
Den anden sagde, "hun er overalt omkring os. Vi er omgivet af
hende. Vi er i hende. Det er i hende, at vi lever. Uden hende ville denne verden, ikke kunne eksistere."
Den første sagde: "Når jeg ikke kan se hende, så det er kun logisk, at hun
ikke eksisterer."
Den anden svarede, "nogle gange, når du er i stilhed og du fokuserer og du virkelig lytter, så kan du opfatte hendes tilstedeværelse, og du kan høre hendes
kærlige stemme, som toner fra oven.
(Lånt fra facebook)