Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

Det er vigtigt at holde af sig selv, elske sig selv og anerkende sig selv, som et fuldgyldigt kærligt menneske. Ingen er perfekte, og det skal vi heller ikke være, for vi lærer og udvikler os, gennem vore fejltagelser og handlemåder. Perfekte mennesker findes ikke! Og helt uselviske mennesker findes heller ikke!

 

Fortæl dig selv, hver eneste dag, at du holder af dig selv, din krop, dit udseende og at du forsøger at handle ud fra dine bedste hensigter. At vi ikke altid kan leve op til at handle ud fra vore bedste hensigter, er menneskeligt, for vi har jo et ego, som kan stå i vejen.

 

Døm ikke dig selv for hårdt når du har handlet selvisk, - og lad være med at føle dig utilstrækkelig eller super egoistisk, hvis du ikke har formået at sætte dit ego i bagerste række. Egoet er en svær størrelse at håndtere.

 

Vi kæmper alle med vort ego. At kæmpe med egoet, giver os ofte dårlig samvittighed - det kan være svært ikke at prioritere sig selv først. Men man kan øve sig, og forsøge at dæmpe egoet i visse situationer.

 

Vi kan ikke undvære vores ego, det er vigtigt at kunne handle ud fra egoet, når det er nødvendigt. Det kan være nødvendigt i mange forskellige sammenhænge, at have et stærkt ego, bl.a. når vi skal beskytte os selv, eller når vi må mobilisere viljestyrke til at opnå vore mål i livet…

 

(Kort forklaring: Ego er den centrale del af personligheden som bevidsthed, sansning, vilje, handling m.m. er knyttet til. Teorien om personlighedens tre dele: superego, ego og id, er udviklet af den østrigske læge Sigmund Freud.
Egoet er endnu ikke dannet ved fødslen.
Kilde: Den danske ordbog)

 

Joanna