Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

 

Med en hund eller kat følger der masser af ansvar og arbejde, men derudover sker der også alskens gavnlige ting for din krop og sjæl.

 

1. Immunforsvar
Forskning har vist, at børn, der er vokset op med en kat eller en hund (eller på landet med kvæg), har et stærkere immunforsvar og med mindre sandsynlighed udvikler allergi.

 

2. Hjerte
Kæledyrsejere dør sjældnere af hjertesygdomme. I et studie så man for eksempel, at folk, der aldrig havde haft en kat, havde en 40 procent større risiko for at blive ramt af et hjerteanfald, sammenlignet med dem der havde haft en kat. Katteejere har også færre blodpropper og blødninger i hjernen. Et andet studie har vist, at hundeejere havde en betydelig større overlevelsesrate efter et hjerteslag. Årsagen menes blandt andet at være det lavere blodtryk og – hvis der er tale om en hund – mere motion.

 

3.  Humør
Kæledyr har en positiv effekt, når det kommer til at lindre depression. Det at blive elsket ubetinget af et andet væsen kan gøre, at du får det bedre med dig selv samt give dig en følelse af mening og det at høre til. Det har også vist sig, at folk, der har kæledyr, generelt er mere lykkelige, mere tillidsfulde og mindre ensomme end folk, der ikke har kæledyr.

 

4. Blodtryk
I et studie af 240 par så man, at kæledyrsejerne havde lavere blodtryk end dem, der ikke havde et kæledyr. Og den blodtrykssænkende effekt kan tilsyneladende vise sig hurtigt. Således har en undersøgelse vist, at børn med forhøjet blodtryk fik lavere blodtryk, når de klappede en hund.

 

5. Vægt
Hundeejere vejer gerne mindre end ikke-hundeejere. Forklaringen er muligvis gåturene. Et studie har i hvert fald vist, at hundeejere med 54 procent større sandsynlighed får de anbefalede mængder motion, og et andet studie så man, at hundeejere i gennemsnit gik 300 minutter om ugen, mens ikke-hundeejere kun gik 168 minutter.

 

6. Knogler
Dine knogler har godt af de gåture, du går med din hund. Ligesom du også vil nyde godt at den friske luft, og solens stråler, der gør, at du får D-vitamin.

 

7. Stress
At være sammen med en hund eller kat (eller bare kigge på fisk i et akvarium) kan virke stressdæmpende. Det, der sker i positivt samvær med dyrene, er, at stresshormonet kortisol sænkes, mens serotonin-niveauet stiger, hvilket får dig til at føle dig godt tilpas. Alene det at være i samme rum med dyrene kan have en effekt. Det har også vist sig, at medarbejdere, der må tage deres hund med på arbejde, har lavere stressniveauer.

 

Kilde: Alt.dk