Ude i landskabet, ca. 2 kilometer herfra, hvor jeg bor, stikker en mobilmast op. Midt i det smukke landskab og meget tæt på nogle huse, som ellers ligger så idyllisk, hvis ikke
de lå klods op af mobilmasten.
På min aftentur med hunden i går aftes, gik jeg i retningen
mod mobilmasten. Få hundrede meter fra masten, begynder jeg at føle en underlig forvirring i hovedet, sådan kan jeg bedst beskrive det. Ganske få meter fra masten, helt henne ved hegnet, som indhegner masten, er denne forvirring taget
til, det er som om min hjerne er “stresset” - jeg står et stykke tid, og undrer mig over denne påvirkning jeg er udsat for.
Jeg tænker på beboerne i husene, som ligger tæt på denne mast, - hvordan kan de dog holde ud, at leve med disse gener. Måske de ikke kan mærke det? Måske de ikke har andre valgmuligheder,
end at leve og bo med disse strålepåvirkninger? Jeg ved det ikke. Men jeg priser mig lykkelig, at jeg ikke er nabo til denne mobilmast.
Da jeg forlader området omkring masten, kan jeg mærke jo længere væk jeg kommer, jo mere normal bliver jeg i hovedet. Dog var jeg lettere påvirket et par timer efter jeg kom hjem. Det var
som om denne stress i hjernen, først slap helt, - langt ud på aftenen.
Det er første og
sidste gang, jeg opsøger en mobilmast!
Joanna