For at forstå
hvordan kroppen reagerer under stress, er det nødvendigt at huske, hvilken funktion stress har; nemlig at gøre os i stand til at møde trusler og farer i vores omgivelser. Generelt sker der i alle stress sammenhænge dét, at
kroppen forsøger at reagere bedst muligt på at være beredt i en truende eller belastende situation.
Hjernen
mobiliserer kroppen til aktivitet.
•Åndedrættets hyppighed øges
•Blodtrykket
stiger
•Blodgennemstrømningen øges i hjerne og muskler og sænkes i fordøjelsessystemet
•Pupillerne
udvides
•Munden bliver tør
•Stresshormoner udløses
•Muskler,
især i nakke og skuldre, spændes
•Leveren udsender glukose som energi til musklerne
•Blodets koagulationsevne øges,
således at eventuelle blødninger fra dybere sår bliver mindre risikable.
De kropslige reaktioner er relevante
og ønskværdige i en akut og konkret situation. Men er man udsat for stress gennem længere tid, aktiveres disse reaktioner for hyppigt eller bliver de slet ikke slået fra, kan der gå »over-kill« i systemet. Det betyder,
at reaktionerne ikke mere fungerer som en beskyttelse mod noget truende eller farligt, men at reaktionerne i sig selv bliver truende og farlige.
Stress forskningen peger
i den sammenhæng på at lang tids stress, dvs. perioder hvor kroppen igennem længere tid (uger, måneder, år) har reageret sådan og måske har vanskeligt ved at slå reaktionerne fra, forøger muligheden for
kropslige forandringer, psykosomatisk ubalance og kan føre til egentlig sygdom.
For at stress ikke skal føre til egentlig sygdom er det derfor vigtigt,
at vi inden det bliver aktuelt eller det går galt, lærer vores eget stressmønster at kende. Stressmønsteret omfatter de symptomer/advarselssignaler som vi får ved kortere og længere tids stress. Herved bliver vi i stand
til at identificere og stoppe op, inden stressen begynder at få alvorlige konsekvenser.
Først når du kan
genkende stresstilstanden hos dig selv, kan du gøre noget ved situationen.
Nervesystemet
Den del af nervesystemet, der aktiveres af stress, kaldes det sympatiske nervesystem. Det sætter bl.a. hjerterytmen i vejret, øger vores blodtryk og sætter
os i stand til bedre at udfolde os fysisk og psykisk. Disse reaktioner starter i løbet af få sekunder og kaldes ’kamp-flugt-reaktionen’. Kamphormonet adrenalin spiller en stor rolle her. Men hvis belastningen varer ved bliver reaktionerne
imidlertid udtrættet og vi bliver tappet for energi i stedet for at vinde energi.
Stofskiftet
Stofskiftet reagerer lidt langsommere end nervesystemet. Men i løbet af få minutter har kroppen øget sin produktion af stofskifte-
og stresshormonet kortisol. Kortisol aktiverer kroppens beredskab den første times tid ved bl.a. at stimulere til nedbrydning af sukker- og fedtstoffer, så vi får mere energi til vores muskler og hjerne. Men den gavnlige effekt varer ikke
ved. Efter en times tid hæmmer kortisol vores immunsystem, så vi er mere modtagelige overfor infektioner. Kortisol fremmer desuden åreforkalkning og påvirker også blodets evne til at størkne. Derfor betyder langvarig stor
produktion af kortisol, at man øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper i hjerne og hjerte. Desuden påvirker kortisol vores hjerne således, at vi husker dårligere, har sværere ved at koncentrere os, samt bliver følelsesmæssigt
sårbare.
Kroppen er din ven
Tro det eller ej. Når din krop begynder at reagere med stress signaler, så er det i virkeligheden kroppens måde at advare dig på. Overhører du signalerne eller fejlfortolker symptomerne, vil din krop
reagere med flere og flere symptomer. Fortsætter du stadig ufortrødent i samme mønster, så er der stor risiko for at udvikle diverse sygdomme, samt ende med et egentligt stresskollaps; at løbe tør for energi og overskud
og ende med en egentlig stresssygdom, angst eller depression.
Kilde: Stressforeningen