Vi er mange der har et sensitivt sind. Jeg er én af de mange. Jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil kalde mig særligt sentisiv.
Jeg tåler ikke nogen for vold, mod hverken mennesker eller dyr. Jeg kan ikke tåle at se det, f.eks i film eller tv-nyheder.
Jeg kan heller ikke tåle at høre eller læse om nogen former for vold. Jeg må altid beskytte mig selv, mod alle de voldelige syns og sanseindtryk, som vi bombarderes med, som regel uden varsel når man ser nyheder eller film.
Vil jeg se en film, så læser jeg, hvad filmen handler om, og jeg ser om den er “forbudt for børn” - jeg ser stort set aldrig film eller
udsendelser der ikke er egnede for børn.
Dog undrer jeg mig ofte over hvilke kriterier man går
efter, når en film eller f.eks en dokumentarudsendelse ikke har nogen aldersgrænse, men skulle kunne ses af børn. For ofte indeholder disse film og udsendelser sekvenser med vold, som man slet ikke forventer at skulle udsættes for.
Tit tænker jeg, - hvad er det dog vi fylder vore børn og deres børnesind med, - vold og ødelæggelse, som de ikke kan bearbejde, og som de med tiden, vil opfatte som normalt, og måske tro, at sådan skal livet leves.
Jeg er dybt bekymret, for hvilken fremtid vi former, og for hvilken ungdom og senere voksne, vi har “skabt” - det er vore børn, der former fremtiden, for dem selv, deres medmennesker, jordens dyreliv og natur.
Måske du finder mig pivet, og sart? Til det kan jeg kun sige, at et kærligt menneske, med en kærlig sjæl, - og vi er heldigvis
mange, - vi tåler ingen former for vold. Den forråelse som vi mennesker ofte er vidne til, ude i verden, i det nære samfund, og gennem medierne, harmonere slet ikke med et kærligt sind.
Når jeg oplever vold eller overgreb på mennesker, dyr eller natur, så græder jeg indeni, jeg bliver ved med at se det uhyrlige for mit indre blik,
- sommetider kan jeg ligge søvnløs og spekulere på hvordan man kan skabe en mere kærlig verden for alt levende...
Joanna