Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

Vi mennesker mødes og skilles, hele tiden, gennem hele livet. Nogle mennesker er vi sammen med i lang tid, andre i længere tid, og nogle for en kort stund. Det sker at vi møder et andet menneske, lige på det tidspunkt i livet og i den situation, hvor vi mest har brug for dette møde. Det er fordi, dette menneske, på et højere plan har modtaget en opgave af en eller anden art, - som er nødvendig for vor udvikling. Nogle gange kan vi se og forstå, hvorfor vi møder lige netop denne person, - andre gange finder vi først ud af sammenhængen, når dette menneske, er ude af vores liv igen. Så kan vi i bakspejlet se en mening med, hvorfor netop denne person kom ind i vort liv lige på det rette tidspunkt, og på en eller anden måde, hjalp os med vor udvikling, gav os en indsigt, eller en oplevelse vi havde brug for.

 

Du og jeg, vi dukker også nogle gange op i andres menneskers liv, i kortere eller længere tid, alt efter opgavens art. Vi har alle påtaget os, forskellige opgaver, på et højere plan, som vi udfører her på Jorden. Til tider kan man næsten mærke og fornemme, at et tilsyneladende helt fremmed menneske, har brug for ens hjælp, en indsigt, som man er i besiddelse af, eller af den kærlighed som man kan give…Vi har alle vore små som store opgaver, som samlet indgår i at gøre Jorden til et bedre sted at leve…

 

Joanna