Jeg vil her fortælle om et møde med Ærkeenglen Michael. Dette møde, jeg vil fortælle om, fandt sted for en del år siden. Det var min første oplevelse
med en engel.
Jeg sad en formiddag
i min stue, og læste i en bog. Det var en lidt trist formiddag, det regnede udenfor, og dagen tegnede ikke til at blive en begivenhedsrig dag. Men det blev den!
Jeg sad og var optaget af læsning, da et kraftigt lys pludseligt oplyste hele stuen. Et stærkt, helt klart lys, og
dog blændede det ikke mit syn. Jeg kiggede selvfølgelig straks op fra bogen, totalt overrasket, jeg følte ikke spor angst, jeg følte nærmest en stor fred brede sig i mit indre, og ud i hele kroppen.
Hvad der skete, ved jeg ikke, men på et splitsekund befandt mig ikke længere
i min stue. Jeg var i et stort lyst rum, som jeg aldrig havde set før. Et helt fremmed rum, med hvide vægge og højt til loftet. Jeg sad på en helt anden stol, og lidt foran mig stod et glasbord, som englen stod lænet op ad.
Han bar et stort sværd, ved sin side, et gyldent sværd, med mønster i skæftet, og besat med funklende stene. Underligt nok, følte jeg slet ingen angst. Han, for det var en maskulin engel, lyste ligesom indefra, og han stod omgivet
af lys. Han var smuk, og han smilede til mig, englen løsnede sit store sværd, og satte det fra sig, så det stod lænet op ad glasbordet. Jeg var målløs, men på ingen måde bange. Han bar en lang kjortel, der
gik helt ned til hans sandaler, kjortlen var ligesom changerende i farverne, den skiftede hele tiden farve i forskellige blå lilla toner. Om halsen bar han et stort gyldent kors, i en kraftig gylden kæde, det nåede helt ned på brystet
af ham, korset var besat med farvestrålende stene, det så tungt ud, men det lod ikke til at genere ham det fjerneste. Hans øjne var lysende blå, hans blik meget intenst, men også så mildt, at jeg følte mig helt tryg.
Hans hår var gyldent og krøllet, og nåede ham næsten til skuldrene. Ansigtet var ungt, det var en ung maskulin engel. Han højde var lidt svær at bedømme, men jeg vil mene han var over middelhøjde. Han var
så smuk, og et klart, men alligevel mildt lys stod ud fra hele han skikkelse.
Hvor Længe jeg sad og bare stirrede på dette helt utrolige
syn, ved jeg ikke…
Pludselig
bøjede han sig ind over glasbordet, og tog nogle røde æbler der stod i en glasskål. Om glaskålen stod der da jeg første gang lagde mærke til glasbordet, ved jeg ikke, men nu stod der altså en glasskål
med røde æbler. Han satte sig på glasbordet, og begyndte at jonglere med æblerne, jeg tror han havde en fem seks stykker i gang i luften på én gang. Intet ord havde han sagt til mig, han smilede bare og ligesom ventede,
på jeg skulle sige noget.
Endelig
tog jeg mod til mig, mange tanker var løbet gennem min hjerne, og jeg havde en fornemmelse af, han havde adgang til mine tanker og havde læst dem alle. Det eneste jeg kunne finde ud af at sige højt var. “Er du en solengel?”
Han lagde æblerne tilbage i skålen, smilede, og hans mund bevægede sig ikke, den formede ikke nogle ord, men klart og tydeligt hørte jeg ham svare inde i mit hoved. “ Det er jeg nu ikke, men det må du da godt kalde mig”
- og hans stemme fortsatte inde i mit hovede, imens han kiggede på mig, med det intense blik, og så megen mildhed i blikket. “Jeg skal formidle et budskab til dig, jeg er budbringer, der er en som vil tale med dig, - jeg udfylder bare tiden
lidt, det varer ikke længe nu. Han kommer snart, og jeg forsvinder” - disse ord lød højt og tydeligt inde i mit hoved. “Jeg er ærkeenglen Michael, en af Guds betroede engle, i dag er jeg budbringer, og nu kommer han som
vil tale med dig.” - englen forsvandt i et blændende lys, - og en høj klar stemme kaldte mit navn…
Jeg slutter min beretning, mit vidnesbyrd her, jeg ønsker ikke at berette mere, om hvad der siden skete. Dog vil jeg fortælle, jeg kom tilbage i min stue, i
god behold, som et forandret menneske…
Joanna
(Billedet som jeg har sat ind, til min beretning, er det billede jeg har kunnet finde på nettet, som ligner Ærkeengel Michael mest)