Min gamle far på snart 94 år, var hjemmeboende indtil for 1½ år siden. Han havde hjemmehjælp 5 gange dagligt,
da han boede i sit hjem. Min far var for det meste sengeliggende, da hjemmeplejen ikke havde tid til at tage ham op. Han har været kørestolsbrugere i flere år, da han også har alzheimer, og er næsten døv, er han meget
plejekrævende.
Min far ville ikke på
plejehjem, lige så snart jeg nævnte ordet plejehjem, så blev han både ked af det men også vred, ofte kom han ligefrem med “trusler” om selvmord, f.eks. kunne han finde på at sige, han ville springe i havnen.
Til sidst kunne jeg ikke holde ud at se ham ligge i sengen 24 timer i døgnet. Vi havde prøvet flere
private firmaer, og den kommunale hjemmepleje, men alle ydede de en yderst mangelfuld og dårlig pleje. Min far var udsat for alvorlig omsorgssvigt flere gange. B.la. udeblev hjemmehjælpen i over et døgn, han blev hverken skiftet, fik mad
eller væske i over et døgn, - det var den kommunale hjemmepleje, der svigtede ham så forfærdeligt. Jeg klagede selvfølgelig, og det endte med at blive en sag for embedslægen.
En dag fik jeg nok, - jeg fik min far til at skrive under på en ansøgning til plejehjem.
Det var hårdt, og han var ked af det, og ikke særlig begejstret hverken for mig eller tanken om at flytte på plejehjem. Men han glemte det hurtigt, det forsvandt, som så meget andet, ud af hans hukommelse.
Min far fik hurtigt anvist en plejebolig, ikke på en demensafdeling, men på en ganske almindelig afdeling.
Min søster og jeg, tog ud og så på boligen og plejehjemmet. Vi besluttede os for, - at her skulle far bo.
Vi begyndte at pakke hans ting, og møblere hans nye bolig, - da det var gjort, flyttede vi min far. Han blev urolig, og utryg, men det gik så hurtigt, - og alt var klart til ham i hans nye bolig. Min søster og jeg
skulle så efterfølgende i gang med at sortere og tømme hans store lejlighed som han fraflyttede, men det er en anden historie.
Ganske få dage efter indflytningen på plejehjemmet, blev min far indlagt på hospitalet. Han havde hverken spist, drukket eller sovet i flere døgn, så han havde udviklet delir.
Efter et par dage, blev han udskrevet, og sendt tilbage til plejehjemmet. Dette gentog sig et par gange. Og min søster og jeg, var i tvivl om vi havde gjort det rigtige.
I denne periode, havde han også den ene urinvejsbetændelse, efter den anden. Min far har kateter, og når han ikke får væske nok, så får
han nemt urinvejsbetændelse. De første måneder på plejehjemmet var en hård tid for min far, men faktisk også for os pårørende.
Endelig efter 2 måneder, begyndte det at lysne, min far faldt stille og roligt til på plejehjemmet. I dag, er han glad for at bo der. Han er tryg, spiser, drikker og
sover, er ikke sengeliggende mere, og har et godt forhold til både personale og de andre beboere. Det sker han spørger mig om, hvordan han er kommet til at bo på plejehjemmet, - han kan jo ikke huske noget som helst om selve flytningen,
- jeg fortæller ham så, at min søster og jeg, sørgede for han kom til at bo på plejehjemmet. Og glad bliver jeg, - når han siger, det var godt, vi fik ham flyttet hen på plejehjemmet,- for her har jeg det godt, og
jeg er glad for min lejlighed, den er lys og fin...
Joanna