Jeg har boet hele min barndom og en stor del af mit voksenliv i København. Men jeg må indrømme jeg aldrig rigtig har brudt mig om at bo
i København. Og lige så snart jeg fik mulighed for at flytte ud af byen, ja så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud i lidt mere landlige omgivelser.
Jeg er simpelthen afhængig af at have natur omkring mig. Med årene er det blevet mere og mere klart for mig, at alle de år jeg har levet i København,
har jeg for det meste af tiden været afskåret fra at leve et helt og fuldt liv, fordi jeg ikke har været tæt på naturen. Når jeg ser tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet leve et storby liv. Det
kunne jeg faktisk heller ikke, jeg flygtede ud til strand og grønne åndehuller, hver gang jeg kunne komme afsted med det. Min trivsel og mit velvære, var meget ringe, i alle de år, jeg boede i København, fordi jeg ikke havde
tilstrækkelig forbindelse til naturen, og dermed ikke havde forbindelse til mit indre “naturbarn.”
Når jeg en sjælden gang, kommer til København, bliver jeg ikke i byen ret længe. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Larmen fra trafikken, og lugtende af benzinudstødning, giver mig hovedpine, og det
nærmest summer i mit hoved. Jeg bliver stresset, af at færdes i Københavns bymidte, trafikken, mennesker der drøner afsted på cykler, eller mennesker der skynder sig fra sted til sted, - det er som om, alene tempoet i byens
gader, skaber en form for kaos inde i mig. Jeg bliver simpelthen stresset af at befinde mig midt i al den støj, forurening, og det høje tempo, som præger København.
Når jeg kommer hjem, efter at have været i København, tager det lidt tid, før jeg bliver “normal” igen. Jeg skal ligesom
finde mig selv igen, og geare ned. Larmen i hovedet og alle indtrykkene fra byen, skal ud af systemet. Helst skal jeg sidde ude i min have, og lytte til fuglene, dufte og mærke naturen omkring mig...
Joanna