Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord


 

Mors dag klinger altid lidt hult hos mig. Jeg ved godt, at mange glæder deres mødre med blomster og chokolade på denne dag. Og det er selvfølgelig en god og prisværdig ting at gøre.
Nogle mindes måske også deres mødre, som ikke er hos dem mere. Og det er en god anledning, at bruge mors dag, til at mindes sin kære mor.

 

Men måske burde vi værdsætte og tænke lidt mere på vore mødre, i det daglige. Og ikke kun på denne dag. Vore mødre er så værdifulde for os, ikke bare gennem barndommen, men også i voksenlivet. De har båret os under deres hjerte, allerede før vi blev født, og så dagens lys for første gang. De har opdraget os gennem barndommen, og mange enlige mødre har klaret den opgave alene. I voksenlivet, har de været en fast støtte for mangt et voksent barn. For vi vil altid være vore mødres børn, uanset hvor gamle vi er, og vi forlængst er trådt ind i voksenlivet.

 

Blomsterhandlerne og chokolade producenterne har en god og udbytterig dag, de ser frem til mors dag, hvert år.
Det under jeg dem såmænd også gerne, men mors dag, er i mine øjne ikke en tradition, selvom mors dag oprindeligt er stiftet af en amerikansk kvindeforkæmper, der bl.a ville hylde sin egen mor. Mors dag, har udviklet sig til en kommerciel dag, som helt er overtaget af chokolade og blomster producenterne.

 

Værdsæt din mor, i det daglige, mens tid er, når hun er gået bort, er alt du kan gøre, - at sende hende dine kærlige tanker...

 

Joanna