Når
jeg hører torden rumle i det fjerne, dukker der næsten altid et specielt minde op fra min barndom. Mindet om tordenkaffe. Tordenkaffe, var noget helt vidunderligt, men også lidt uhyggeligt.
Når det var tordenvejr, blev jeg som barn, altid lidt bange for, - om lynet slog ned, lige midt i vores lejlighed. Vi boede i en beboelsesejendom som lå meget tæt på
Københavns havn, på Islands Brygge. Jeg havde jo hørt fra de voksne, at lynet ofte slog ned i havnebassinet og høje bygninger, ja selv træerne skulle man holde sig fra, ikke noget med at søge læ for regnen under
et højt træ. Det var farligt, altså måtte tordenvejr jo være temmelig farligt. Især lynene, som flængede himlen, var omgærdet af mystik, og yderst farlige. Men også de store tordenskrald, var jeg bange
for.
Så hver gang det blev tordenvejr, blev jeg bange, og angst, for jeg vidste jo aldrig,
om lynet ville finde vej, til vores lejlighed. Vi slukkede for strømmen, radio, telefon, ja alt hvad der var elektrisk blev koblet fra. Min mor tændte stearinlys, i hele lejligheden, hvis tordenvejret indfandt sig om aftenen. Og så lavede
hun tordenkaffe.
Tordenkaffe, var for mig og mine søskende noget helt vidunderligt,
for til hverdag, fik vi ikke lov til at drikke kaffe. Men i tordenvejr, fik vi den dejligste kaffe, som mor lavede over gasblusset i madam blå. Måske ved du ikke hvad madam blå er? Det er såmænd en blå kaffekande, med tragt
og en filterpose af stof. Tordenkaffe bestod af nylavet kaffe, godt med sukkerknalde i kopperne, og rigtig fløde. Det var super lækkert. Nogle gange fik vi kaffen hældt over i vores dukkestels kaffekande, og vi drak af dukkekopperne. Til
tordenkaffe, fik vi serveret småkager, eller sukkermadder. To stykker franskbrød, klappet sammen, godt belagt med margarine, eller, hvis vi var meget heldige, et tykt lag smør, drysset med sukker eller puddersukker. Det var kræs.
Min mor ryddede en vindueskarm, vi havde store vinduer, med brede karme, og her
sad vi tre piger så med vores tordenkaffe, og fulgte med i tordenskrald og lyn. Hver gang vi langsomt sagde "et tordenbrag, to tordenbrag, tre tordenbrag" - og efter at have sagt tre tordenbrag, vidste vi, at lynet var ca. en kilometer væk.
Rigtig uhyggeligt blev det når vi ikke nåede at sige et eneste "et tordenbrag" mellem tordenbragene og lysglimtene, for så vidste vi uvejret hang lige oppe over os.
Når tordenvejret drev over, var det slut med tordenkaffe i vindueskarmen. Min mor gik ud til elmåleren, og slog elektriciteten til igen. Vi smuttede ned fra vindueskarmen, og så
blev alt normalt og trygt igen.
Den dag i dag,
er jeg lidt utryg, men også meget fascineret af tordenvejr. Jeg bor tæt på vandet, og har meget høje træer i haven. Det sker at lynet slår ned her i området. Der står flere træer ude i området, der
er flækket på langs ned gennem stammen, af lynnedslag. Men heldigvis, er de høje træer i haven, blevet skånet indtil nu...
Joanna