Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg er kristen. Og det er jo et meget godt spørgsmål. Lige indtil jeg besvarer spørgsmålet, så
ved mine medmennesker ikke rigtig hvad de skal stille op med svaret.
Jeg er opvokset
i et, for den tid, typisk arbejderhjem. Min mor var hjemmegående husmor, og passede hjemmet og os tre piger, hvilket nok ikke var så nem en opgave. Min far var meget arbejdsom, og arbejdede alt for hårdt gennem hele min barndom. Han var altid
træt og helt udkørt, når det endelig blev weekend. Mine forældre var “sådan almindelige kristne” - de kom i kirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Min mor lærte mig at bede aftenbøn,
og det gjorde jeg i et par år, og så ebbede det ud. Adspurgt, ville mine forældre helt sikkert have sagt de var kristne. Jeg er da også både døbt og konfirmeret i folkekirken.
Jeg kan ikke sige jeg er blevet kristen gennem min opdragelse, kristendom var ikke noget der blev talt meget om i mit barndomshjem.
Kristendomsundervisning havde jeg i folkeskolen, - jeg husker historierene fra biblen, som lærinden læste op, som værende spændende, til tider ret uforståelige, men også meget
blodige. Og jeg havde mareridt om dem om natten.
I Folkekirken kommer jeg sjældent,
- dog kan jeg finde på at, gå ind i en kirke, for at kigge på udsmykningen og mærke den specielle energi og ro, som findes i de fleste kirker. Det er heller ikke gennem Folkekirken eller bibellæsning, jeg har min kristne tro.
Men hvor kommer troen så fra, - tænker du måske?
Og nu kommer det svar,
som de fleste mennesker, slet ikke kan forholde sig til. Min tro kommer af alle de oplevelser, jeg har haft de sidste 12 år. Mit liv, min hele verden, ændrede sig for 12 år siden, Mine oplevelser startede for 12 år siden, da var jeg
omkring 50 år.
Enhver præst, ville helt
sikkert misunde mig disse oplevelser, for jeg har modtaget så megen viden, indsigt og kærlighed gennem disse oplevelser. Jeg vil ikke her gå i dybden med oplevelserne, dog vil jeg løfte sløret lidt.
Jeg har haft besøg af ærkeenglen Michael. Jeg har mødt
Helligånden, Jesus har siddet ved min side, lige så har Gud. Det har været meget meget overvældende for mig. I mange år, fortalte jeg ingen om mine oplevelser. Ikke et eneste menneske kunne jeg betro mig til. Ikke et eneste sted
kunne jeg gå hen, og fortælle om mine oplevelser. Min familie og venner, kunne se og mærke jeg ændrede mig, jeg var lige pludselig blevet kristen. På et tidspunkt kort efter den første guddommelige oplevelse, blev jeg psykisk
syg, min hemmelighed, blev for stor en byrde at bære. Jeg isolerede mig, havde svært ved at være sammen med andre mennesker. Jeg bar på noget så stort og for andre mennesker, helt og aldeles usandsynligt, som jeg jo ikke kunne
fortælle om. Det gør jeg stadig, bærer på hemmeligheder og guddommelige oplevelser, som jeg holder for mig selv. Men ensom eller alene, har jeg ikke været, hverken dengang eller nu, jeg var aldrig alene, heller ikke når
byrden var tung. Med tiden er jeg blevet social og udadvendt igen. Hver dag er jeg velsignet og beriget med det bedste selskab, man overhovedet kan befinde sig i.
En dag, bad Gud mig om at skrive, give min viden og indsigt til de mennesker, som kan forstå og finde mening i mit skrevne ord. Siden har jeg skrevet...
Joanna