Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

 

 

Dagen i dag har budt på solskin og fuglesang fra morgen til aften. Vejret har været mildt, og jeg har siddet ude i haven, ved havebordet og lavet absolut ingenting. Og alligevel, har jeg oplevet en hel masse. Jeg har set græsset gro, okay måske ikke helt, men næsten. Jeg har været til fuglekoncert hele dagen, og nyt synet af havens små fugle trippe rundt på græsset, og flyve fra gren til gren. En krage kom flaksende lige forbi mig, med en gren i næbet som var flere gange længere end kragen selv. Den har åbenbart gang i et stort redebyggeri. Jeg så en lille mus, som sad mussestille, inde i hækken i en solstråle, den pudsede sin snue og ører, forårsfin skulle den være...Kaffen som jeg drak ude ved havebordet, smagte meget bedre end den plejer, den nydes bedst udenfor, så nu ved jeg det! Min lille hund, kom ud i haven og gjorde mig selskab, den sprang op på mit skød, rullede sig sammen som en lille kugle, faldt i søvn, og snorkede lystigt. Alt i alt, en begivenhedsrig dag, uden den store aktivitet fra min side. Men hvor er det skønt, bare at sidde i solen, og lave ingenting, og give sig tid og lov, til at mærke og opleve foråret...

 

Skrevet af Joanna