Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Ordet hygge betegner en særlig måde at være sammen på. Det afhænger af, hvem man er sammen med, hvor man er, og hvad man laver. Hvad man i praksis betragter som hyggeligt, kan være meget forskelligt fra person til person. Nogle vil sige, at de kan hygge sig alene, men hygge forbindes ofte med uformelt samvær med familie og venner. Det vil typisk foregå derhjemme eller i andre former for intime rum. Når man hygger sig, spiser og drikker man tit sammen. I det hele taget er hygge udtryk for de enkle glæder i tilværelsen. Det kræver ikke nødvendigvis mange ting at skabe en hyggelig stemning, f.eks. kan blot et par stearinlys eller en skål fredagsslik gøre en forskel.

Ideen om hygge afspejler nogle bredere værdier i det danske samfund. F.eks. er hygge tæt forbundet med opfattelser af lighed. I hyggelige stunder skal ulighed, magtforskelle eller uenigheder helst ikke være for tydelige. Betydningen af hygge i Danmark hænger sandsynligvis også sammen med det danske vejr, hvor kolde, mørke og våde måneder opfordrer til samvær indenfor.

 

Mens de fleste mennesker betragter hygge som noget positivt, kan hygge også være indadvendt og ekskluderende. De færreste hygger sig med nogen, de ikke kender, og det kan være svært at få adgang til de hjem, hvor hyggen udfolder sig.

Er hygge særligt dansk? Nej, i praksis hygger man sig også i andre lande, men de tilskriver ikke nødvendigvis hyggen den samme betydning, som man gør i Danmark. Det er med andre ord ideen om hygge, som har en særlig betydning i Danmark, og som danskere ofte bruger til at forklare udlændinge, hvad der er dansk.

 

Derfor er hygge vigtigt for fremtiden:

 

Hygge er en social aktivitet, der kan være med til at skabe fællesskaber i dagligdagen. Hygge indgår som en del af mange af de forslag, der er indkommet til Danmarkskanonen: socialt samvær, madtraditioner, højtidstraditioner, dansk design, sangkultur, boglæsning, at se EM sammen og selv det at tage til festival. Hygge betyder med andre ord meget for mange danskeres egen opfattelse af, hvad der er typisk ved Danmark og væsentligt ved dansk kultur.

Kilde: Danmarkskanon