Præsten - en magtfuld person
Sognepræsten var den højst placerede kirkelige person i sognet i bondesamfundet. Han var en lærd
mand, der var uddannet teolog ved universitetet i storbyen.
Det var sognepræsten, der døbte, konfirmerede, viede og begravede almuen. Ikke mindst i forbindelse med konfirmationen havde
han en magtfuld rolle.
Hvis præsten ikke syntes, at en person var dygtig nok til at blive konfirmeret, så fik personen ikke del i en række borgerlige rettigheder. For man kunne
fx hverken blive gift, være fadder eller vidne i retten, hvis man ikke var konfirmeret..
Desuden repræsenterede præsten de officielle myndigheder i sognet og havde funktioner som
embedsmænd. Præsten skulle fx registrere fødsler, dødsfald og bryllupper i sognets kirkebog. Det var også præsten, der havde ansvaret for det lokale skolevæsen. Derudover havde han indtil 1867-68 ansvaret for det
lokale fattigvæsen.
Præsten spillede også en rolle i sundhedsvæsenet, og han vaccinerede blandt andet mod sygdommen kopper. Alt i alt betød det, at præsten havde
en magtfuld position i bondesamfundet. Befolkningen var afhængig af præsten, og i bondesamfundet eksisterede intet menneske, som ikke havde brug for sognepræsten flere gange om året.
Præsternes magtfulde stilling gav ind i mellem forskellige konflikter mellem præsterne og bønderne. I landbefolkningens fortællinger kan man ane nogle af de forskelle, som de almindelige mennesker synes, at der eksisterede mellem
dem og præsterne. Ikke sjældent blev præsten udsat for drillerier, og præsten blev ofte hængt ud i eventyr, sagn og viser.
Penge og varer til præsten
Menigheden skulle betale ydelser til præsten i form af penge eller varer. Som princip var ydelserne frivillige, men det blev betragtet som præstens rettighed at indkræve dem. De
kunne variere fra sted til sted efter den lokale skik og brug.
Ydelserne udgjorde en væsentlig del af præstens løn, og det var vanskeligt at afvikle ydelserne. Det skete dog i
løbet af 1800-tallet, og i 1920 fik præsten almindelig løn fra staten i stedet for ydelserne fra sin menighed.
Almuen gav i fortællinger udtryk for, at præsterne
ragede materielle og økonomiske goder til sig og blev rigere på bondens bekostning. Det ses for eksempel i et eventyr om en præst, der stjal støvlerne fra et lig. Præsten vred benene af liget for at få fat i støvlerne
og brød dermed med bøndernes normer om, at gravfred burde beskyttes. Det understreger, hvor grådig bønderne syntes, at præsten i fortællingen var.
Præstens
magiske evner
Landbobefolkningen mente, at præsten havde særlige magiske evner. Der blev fortalt historier om, hvordan præsten kunne bruge sine okkulte evner til at hjælpe
bønderne. Andre gange blev det fremhævet, hvordan præsten hævdede sin position og forbedrede sin egen situation ved at bruge sin magiske viden.
Det var en bred vifte af
problemer, bønderne mente, at præsten kunne løse. Der blev fortalt om præster, der kunne hjælpe kvinder ved svære fødsler, skræmme fanden væk eller mane gengangere ned i jorden, så de ikke generede
de levende.
Stort set tyder fortællingerne på, at der var en række opgaver og problemer, som jævne mennesker ikke kunne løse selv. Problemerne blev dog løst,
når de hentede præsten.
Præsten og landbruget
Myndighederne forsøgte at beskytte præsternes
omdømme. Ved et landsmøde i 1695 blev det forbudt præsten og hans kone at deltage i markarbejde, fordi det ville stille ham lige med den grove almue.
Endnu i slutningen af 1700-tallet
var der dog enkelte eksempler på præster, der åbenlyst deltog i landbrugsarbejde. I 1870 havde over halvdelen af præstegårdene bortforpagtet deres jord, så nu havde præsten endnu mindre med landbrug at gøre.
Præsten var afhængig af landbruget som indtægtskilde, men hans daglige liv adskilte sig markant fra bøndernes. I kraft af sin universitetsuddannelse som teolog havde præsten en anden
viden end almuens, og hans arbejdsopgaver var helt anderledes end bøndernes.
Præsten gøres til nar
De eventyr, bønderne fortalte til hinanden, tyder på, at de ikke mente, at præsterne havde forstand på landbrug og husdyrhold. Det ses i en fortælling om en præst, der troede, at han var gravid med en kalv. En anden
historie handler om en københavnsk præstekone, som lader sig overbevise om, at kyllinger kan lære at tale.
Eventyrene skal ikke læses som udtryk for, hvordan præsterne
og deres koner i virkeligheden har været. Derimod viser eventyrene, hvordan fortællerne fra bondestanden opfattede præsten. De opfattede præsterne som anderledes end dem selv. Præsterne havde en anden viden og en anden forståelse
af verdenen.
Kilde: Det KGL. Bibliotek