Der var engang, at det ligefrem gav mig et ”sus” – en slags opløftet stemning at passere igennem den store hall på Københavns Hovedbanegård. Denne fornemmelse af rejseaktivitet,
et myldrer af mennesker på vej til en destination indenlands eller måske udenlands. Mennesker på vej til eller fra arbejde. Travle mennesker slæbende på tunge kufferter på vej mod perroner, store velkomst og afsked scener.
Forventningsfulde børn og forældre i deres fine rejsetøj, med smil i øjnene og en aura af rejselyst.
Sådan synes jeg ikke det er mere…
Når jeg nødvendigvis må til København med toget, og det sker desværre tit, fornemmer jeg slet ikke den aura af glæde og forventning. Tværtimod, er man så uheldig at
ankomme til hovedbanen i myldretiden, mødes man af et menneskemylder med tomme og lukkede ansigter. Alle har ikke bare susende travlt, men har hektisk travlt som gjaldt det livet. Og det er lidt af en kunst at gå fra den ene ende af hallen til
den anden, uden at bumpe ind i nogen, eller blive skubbet til. Stakkels travle stressede mennesker, der alle forsøger på et minimum af tid, at bane sig vej ind, ud af hallen, eller ned på perroner.
Kan man komme til det, på et roligt tidspunkt af dagen, er Københavns Hovedbanes hall, lidt af et akitektonisk eventyr. Meget af den oprindelige gamle hall står den dag i dag, med de fineste træskærerarbejder. Tagspær
med masser af ”kringlelurer” på, og her og der på vægge og under loftet, kan man se forunderlige træfigurer, nogle af de smukke gamle lysekroner, og forskellige symboler på mure og træværk…Et kig
værd.