Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

Relateret billede

 

 

 

 

I Frederiksholm Kirke i Sydhavnen kan konfirmanderne designe deres egne outfits ud fra aflagte kjoler og jakkesæt. Upcycling er en modtrend med bæredygtighed, siger sognepræst.

På kirkekontoret i Frederiksholm kirke i Sydhavnen ligger der tre hvide konfirmationskjoler og lyser op på en ellers grå dag.

Den grønne sydhavnskirke er nemlig i fuld gang med at samle konfirmationstøj ind til en designworkshop, hvor kommende konfirmander selv kan designe og sy deres drømmeoutfit til den store dag ud af brugt konfirmationstøj.

”Jeg oplever, at konfirmationstøjet har en rigtig stor betydning for konfirmanderne. Det skal være det helt rigtige til den store dag. Og det er der heller ikke noget i vejen med, men hvis man skal ud og have syet kjoler eller jakkesæt for mange tusinde kroner, kan det hurtigt blive meget dyrt at holde konfirmation”, siger sognepræst Heidi Røn Preem,

”Heldigvis er der også en modtrend, der handler om bæredygtighed, og den vil vi gerne booste lidt med det her tiltag.”

 

Gratis og bæredygtigt tilbud

 

Idéen er, at konfirmanderne helt gratis kan møde op til workshoppen og vælge en kjole eller et jakkesæt, som de så kan redesigne, sy ind eller på anden måde tilpasse, så det sidder lige i skabet.

Kirken har anskaffet symaskiner og allieret sig med nogle designstuderende og frivillige sy-kyndige, som vil gøre deres bedste for at hjælpe de unge med råd og vejledning.

”Det er en workshop, hvor de unge som udgangspunkt selv skal redesigne og sy tøjet, men vi står klar med inputs, inspiration, målebånd og en hjælpende hånd til symaskinerne,” siger Helle Bloch, som er uddannet skrædder og ansat i kirken.

 

Genindført tendens

 

At genbruge og redesigne festtøj er ikke nogen nyhed. I flere hundrede år har det været kotume, at man skulle have det bedste ud af festtøjet, fordi det oprindeligt havde været omkostningstungt at lave.

Det fortæller postdoc. Frederik Larsen fra Designskolen i Kolding.

"I 60'erne døde tendensen langsomt, fordi tøj blev billigere og masseproduceret, og så havde kvinderne ikke tid til at reparere tøjet, fordi de skulle ud på arbejdsmarkedet."

Han fortæller, at man i dag ser enkelte tilfælde, hvor tøj bliver upcyclet på industrielt plan. For eksempel har designduen Viktor & Rolf lavet en kollektion bygget af usolgt tøj fra Zalando, men ellers ser man kun upcycling i få sammenhænge, og det er der en god grund til.

"Økonomisk er det svært at lave en virksomhed på re-design, men genanvendelse bredt som gensalg af brugt tøj og genanvendelse af fibre kan være en meget lukrativ forretning. Det giver dog god mening i forhold til miljøet at genanvende tøj, for så får tøjet en unik personlig værdi, fordi man selv har skabt det. Sidst og ikke mindst er der også en stor social værdi, at konfirmanderne er sammen om at skabe de nye kjoler," siger Frederik Larsen.

Datoen for design-workshoppen er endnu ikke fastlagt, men kommer til at ligge i efteråret, og afhænger af, hvor meget tøj kirken modtager.

Så hvis dit gamle konfirmationssæt ligger derhjemme og samler støv, kan du nu give det videre og støtte et godt formål. Kirken tager imod alle former for (nyvaskede) konfirmationskjoler, jakkesæt, brudekjoler el.lign. – uanset stand.

 

Om upcycling

 

Man har i mange år genbrugt materialer fra tøj. Det bliver til fibre, kludetæpper og lign.

I de senere år er upcycling blevet et fænomen, hvor man ikke ødelægger materialerne, men genbruger tøjets elementer til nye formål eller forbedrer dem. Det kaldes upcycling.

 

Kilde: Kirken i København - Henrik Dons Christensen