Mange mennesker lider af vinterdepression. For mennesker med denne tilbagevende nedtur til den dybeste kælder i sindet, bliver
dagens gøremål ikke til at overkomme. Energien er væk, og sindet er formørket, det føles som om der ikke findes det mindste lille lys at klamre sig til. Man holder sig lige i live, kan indtage lidt føde, men så
heller ikke ret meget mere. Tanker og følelser befinder sig i det dybeste mørke hul, som kun kendes af én selv. Her kan ingen andre trænge ind, det er ens eget fængsel og slåen er slået for indefra. Ingen kan forstå
hvilket drænende hul, dette fængsel er, hvis ikke de har siddet fast i deres egen fangekælder. Familie og venner ser hjælpeløse til, og forstår ikke hvilke pinsler man gennemgår, i en verden så mørk og
trøstesløs, milevidt fra glæde, aktiviteter, og helt almindeligt socialt liv. Man befinder sig i isolationcelle i det
dybeste fangehul, ikke til at nå for andre velmenene mennesker, man er fanget her, i tilsyneladende evigheder, ja sådan kan det føles...
Med lys fortrænger man mørke.Og sådan er det også for sindet, der er omgivet af depressionens omklamrende mørke. Det er vigtigt at tilføre kroppen og sindet så meget lys
som muligt. Gå udendørs, lige så snart det mindste sollys indfinder sig. Uanset hvor svært det er at holde sammen på sig selv, er det vigtigt at kroppen tilføres så megen sollys, som man nu kan opnå på
de mørke vinterdage. Sollyset optages i kroppens celler, men selve lyset påvirker også vor hjerne. Mennesker som er meget udendørs sommer og vinter, bliver mindre deprimerende end mennesker der af en eller anden grund ikke er så
meget ude i dagslys. Da jeg for en del år siden arbejdede på en institution som nattevagt, havde vi som "natpersonale" lyslamper ved vore skrivebord, specielle lamper, der skulle kompensere for det dagslys vi fik så lidt af, da vi jo sov
det meste af dagen, så vi kunne møde friske ind om aftenen. Kommunen bekostede disse lyslamper, det viste sig nemlig, vi fik mindre fravær, og følte os ikke helt så udbrændte.
Men selve solens stråler, er den bedste healer, ingen lyslampe kan måle sig med det naturlige dagslys.
Tving dig selv ud i dagslyset, gå en lang tur, eller find en fredelig bænk i parken. Har du kræfterne til det, så tag ud i naturen, gå
en tur i skoven, eller gå en tur langs stranden. Dagslys i forbindelse med naturindtryk, er med til at oplyse vort sind, og løfte vor energi op.
Opstigningen fra fangekælderen sker ikke på én dag, men stille og roligt begynder man at åbne sit sind og sanser. Man løfter slåen af døren, og begynder så småt, at få lyst
til at kigge ud på den anden side af døren. Når man er nået så langt, begynder lysten til at bevæge sig op af sindets trappe, og jo mere lys man optager i dette tidsrum, jo hurtigere træder man ud i verden igen. Under
hele den tungsindige periode, er det vigtigt, at gøre små ting, der glæder en selv. Måske lytte til et stykke musik, du holder af. Forsøge at spise sundt, gerne så mange grøntsager og frugt som muligt, da frugt
og grønt, er fuld af sollysets vitaminer. En god blid kropsmassage, er også med til at hjælpe lidt på vej til et lysere sind, da alene den fysiske kontakt, de omsorgsfulde stryg på kroppen og den dejlige afslappelse, er en nydelse
som både krop og sind optager på flere planer. Husk at være god ved dig selv, og fortæl dig selv, at du har lov til at være depressiv, - fortæl dig selv, at denne tilstand kun er for en tid, og du snart er oppe i lyset igen
Skrevet af: Joanna Tengvad