Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Endnu en tur til dyrelægen. Medicinen som Aslan fik i første omgang mod hudinfektion, virkede ikke. Den stakkels hund har stadig knopper og taber pelsen omkring ørene og ned i panden. Nu mener dyrelægen det er ræveskab. En lille modbydelig mide der har taget bo i hundens hud og laver gange og formerer sig under huden. Dog er Aslans tilfælde lidt atypisk, han klør sig nemlig ikke, og er tilsynelandende helt upåvirket. Normalt klør hunde sig helt vildt, og får sår og rifter pga. af kløen.

Da jeg bor i udkanten af et vildt og fugle reservat, hvor rævebestanden desværre lider af ræveskab, er det sandsyneligt at Aslan har haft kontakt med en rævs afføring, eller han har berørt en træstub eller område hvor en ræv med skab har haft sin gang. Mere skal der faktisk ikke til, da disse mider kan overleve flere døgn i naturen uden vært.

Heldigvis er ræveskab nemt at få has på, man giver hunden en tube i nakken, med noget receptpligtigt medicin, ikke ulig det normale "tubemedicin" mod lopper.

Nu håber jeg medicinen virker, og lille Aslan kan få sit smukke hud og pels tilbage. Udover det er synd for hunden at den er vært for ræveskab, som forøvrigt nemt smitter andre hunde, - er det ved at være en bekostelig affære at besøge dyrelægen så ofte...