En enhjørning er et fabeldyr, som normalt
afbildes som en hvid hest med et langt, snoet horn i panden. Det hører med til myten, at det er et særlig rent og ædelt dyr, som er meget sky og hurtigt, og som kun kan tæmmes af en jomfru. Man kan læse om enhjørningen
i gammel indisk litteratur, og i Europa er det den græske læge Ktesias, der i 398 f.Kr. første gang skriver om dyret. Han fortæller, at enhjørningen er på størrelse med et æsel, og at den er vild, lynhurtig,
voldsom og umulig at fange levende. Han skriver videre, at den har et langt horn med stor kraft i panden – blandt andet beskytter hornet mod indtagelse af gift. I den europæiske middelalder blomstrede forestillingen om enhjørningen op. Man
kunne for eksempel for dyre penge købe lange snoede enhjørningehorn som middel mod forgiftninger og til styrkelse af potensen. Men i 1638 afslørede den danske naturforsker Ole Worm, at de lange horn ikke var fra enhjørninger, men
derimod stammede fra narhvaler. Historien om enhjørningen kan da også have et virkeligt dyr som forlæg. Inspirationen kunne fx komme fra den arabiske oryx, som er en lys, hestelignende antilope med to helt lige, meget lange horn. Når
oryxen står med siden til, kan det se ud, som om den kun har ét horn i panden. Myten kan også stamme fra observationer af dyr, der som følge af en genetisk mutation er blevet født med ét horn i stedet for de sædvanlige
to.
Kilde: videnskab.dk