Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

 

 

Når det kommer til at finde det mest klimavenlige juletræ, så er rødgranen en sikker vinder, mens plastiktræer ikke kan anbefales som en klimavenlig løsning.

Hvad er den mest klimavenlige løsning, når det kommer til juletræer? Er det at fælde et juletræ eller anskaffe et juletræ af plastik?

Der er ikke nogen tvivl hos eksperterne - den bedste løsning er at fælde en rødgran, helst økologisk, da det er produceret uden miljøbelastende kemikalier.

Et plastiktræ kan ikke anbefales, idet produktionen af det, kemien i plastikken og CO2-udledningen ved bortskaffelsen af træet, når det er udtjent, ikke er klimavenlig. Produktion, indkøb og transport af et plastiktræ udleder 160 kg. CO2, og endnu mere hvis det indeholder PVC. Man skal bruge sit plastiktræ i 13 år, før det bliver mere miljøvenligt end at købe en ny rødgran hvert år, skriver avisen.dk.

Den bedste art grantræ at købe er rødgranen. Arten er nøjsom og let at dyrke, idet den ikke kræver sprøjtning og gødning i samme mængde som f.eks. ædelgranen. Produktion, indkøb og transport af en rødgran udleder 12 kg. CO2, mens en ædelgran udleder 16 kg. CO2.

Henter man selv rødgranen i skoven, vil det i løbet af nogle år blive erstattet af et andet træ, hvilket reducerer klimaaftrykket. CO2-lagringen i en juletræsplantage er nemlig konstant og når man fælder et træ, så vokser de andre træer mere og optager derved mere CO2.

Mere alternativt kan man bede ens lokale lodsejer om tilladelse til at gå på heden og fælde et lille fyrretræ, der alligevel skulle være fjernet for at undgå, at heden gror til. Træet har ikke kostet nogen ressourcer at dyrke, fordi det gror vildt, og ved at fjerne det, deltager man i naturbevarelsen af området.

Når julen er omme og træet skal ud igen, er det bedste, du kan gøre at lægge det ud i haven til stor glæde for havens mindre beboere. Har du ikke en have, kan du køre det på genbrugsstationen og lade det ende livet som kompost eller brændsel. 
Når man brænder juletræet i pejsen eller på en genbrugsstation, så frigives det CO2, der er lagret i træet og man bruger det fornuftigt til f.eks. at varme huset op. CO2en fra træet findes nemlig allerede i atmosfæren, hvorimod brugen af kul, gas og olie til at varme huset op tilføjer ny CO2.

Hvis du er allergisk overfor gran eller helst vil have et genanvendeligt træ, der ikke drysser nåle over det hele, så kan du investere i et kunstigt træ. Fordelen ved dem er, at de ikke tager plads i naturen og kan genbruges år efter år. Man kan få nogle helt enkle nogen i rent træ. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvor træet kommer fra.

 

Kilde: Verdens skove (Anni Hjortegaard Jensen)