Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

 

 

Jeg fik for 9 måneder siden diagnosen diabetes 2. Min læge satte mig straks igang med medicinsk behandling (Metformin 500mg 2 x daglig) Omkring en uge efter jeg startede på medicinen, blev jeg alvorligt syg. Jeg rystede over hele kroppen, havde kvalme og opkastninger, smerter i nyreregionen, og min almen helbredstilstand var umådelig dårlig. Jeg kunne knapt stå ud af sengen. Først troede jeg, det var influenza, men jeg havde jo ingen feber. Da jeg også fik åndedrætbesvær, blev jeg for alvor meget bekymret, og kravlede nærmest hen til lægen. Han blev meget rystet over min tilstand, og sagde straks, jeg skulle stoppe med Metformin, jeg var medicinforgiftet, og havde så store bivirkninger på grund af medicinen, at det var ganske alvorligt. Urin og blodprøver viste at både nyre og levertal var kritiske, og jeg desuden havde nyrebækken betændelse. 

Nu 9 måneder efter, tager jeg stadig ikke medicin mod diabetes 2, - jeg holder en diæt, mest bestående af "grov kost" - grønt i massevis, og fedtfattigt kød. Al chokolade, og andre søde sager holder jeg mig fra. Jeg går til kontrol, får målt mit langtids sukkertal, og sukkertallet har de sidste 6 måneder været helt normalt. Jeg har vænnet mig til at leve sundt, hvilket også indebærer lidt motion hver dag, som mest består af gåture med hunden, og lidt løb på stedet i min stue, hver aften til noget glad musik. Jeg er indstillet på, at jeg jo nok skal leve med diæten resten af livet, hvis jeg vil holde mig medicinfri. Min læge sagde i dag, da jeg var til kontrol, at min diabetes var velbehandlet, og jeg bare skulle forsætte med diæten og lidt motion....