Den romerske historiker Plinius den Ældre (ca. 23-79) beskrev, hvordan de keltiske druider plukkede mistelten fra egetræerne. Plinius var også
naturhistoriker og vidste, at misteltenens hvide bær i store mængder er giftige, men han var også fascineret af druidernes tro på plantens helbredende egenskaber.
Når druiderne plukkede mistelten, spredte de et hvidt klæde ud under træet – så misteltenen ikke skulle miste sin kraft, hvis den rørte jorden. Bagefter brugte de misteltenen ved særlige ofringer, og
de hængte den op i døråbninger, hvor den dels var frugtbarhedssymbol og dels beskyttede hjemmet mod onde magter.
Kirken
forbød misteltenen
På grund af denne hedenske baggrund forbød kirken langt op i historien brugen af mistelten. Men skikken overlevede i folkelig
tradition, og på grund af troen på misteltenens gavnlige virkning på frugtbarheden opstod skikken med at kysse hinanden i døråbningen. Det er formentlig sket en gang i den sene middelalder.
Kysse-kontrol
Men skikkens udbredelse og popularitet nåede sit
højdepunkt i det 19. århundredes victorianske England, muligvis fordi det bornerte samfund bedre kunne ”kontrollere” kysseriet, når det skete i fuld offentlighed.
Endnu en skik vandt indpas: Når en mand havde stjålet sig til et kys under misteltenen, skulle han plukke et af dens bær og smide det bort. Når misteltenen ikke havde flere bær, havde den mistet sin magiske virkning.
Kirken bød misteltenen velkommen
Det var
også på det tidspunkt, at misteltenen fik sin plads blandt julens traditioner. Victorianerne lagde vægt på, at julen skulle rumme kærlighed og venskab, og da Jesu fødsel jo også kunne ses som symbol på frugtbarhed,
var vejen banet. Derfor inviterede kirken misteltenen indenfor, selvom den ikke blev regnet for en kristen tradition.
Kilde: Historie