Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

 (Ansøgningsfrist udløber fredag d. 1. December)

 

AARHUS: Hos Børnenes Kontor i Aarhus undrer man sig over, at langt færre mindrebemidlede end tidligere har søgt om hjælp til julen. Der er stadig mange pakker at få for dem, der søger i tide.

- Vi har kun modtaget omkring 150 ansøgninger mod de cirka 300, vi har haft tidligere år. Vi har allerede samlet ind til gode pakker, så vi er klar til at dele ud, siger Niels Rasmussen, der forpagter Børnenes Kontors pølsevogn på Strøget.

Nedgangen er ikke en tendens. Hos Kirkens Korshær i Aarhus oplyser souschef Ole Tvilum, at presset på hjælp til jul er stort, ja endda stigende.

- Måske kender folk ikke Børnenes Kontor godt nok, og vi ved, at nogle ikke forbinder navnet med julehjælp. Men det er faktisk den slags, vi er til for, siger Niels Rasmussen.

Børnenes Kontor har otte pølsevogne i Aarhus, og de er forpagtet ud. Det er især herfra, indtægterne kommer til julehjælpen samt til at drive kursus- og ferieejendommen Mariendal Strand, der er ramme for børnehavelejre, lejrskoler, kurser og private selskaber

- Men vi modtager også private gaver, for eksempel får vi hvert år 50.000 kroner fra en anonym giver, siger Niels Rasmussen.

Julepakkerne består både af mad til familien samt legetøj til børnene.

Der er frist for at søge fredag 1. december. Det gøres ved at hente en seddel i en af pølsekioskerne eller udfylde ansøgningen på www.bornenes-kontor.dk.

Gaverne bliver delt ud torsdag 21. december kl. 9-12 på Brobjergskolen.

Børnenes Kontor i Århus er en selvejende humanitær organisation stiftet i 1944 under Anden verdenskrig af en kreds af århusborgere, som ville hjælpe børn i Århus. Det er senere ændret til at omfatte børn i hele Danmark samt handicappede børn i udlandet.

Børnenes Kontors pølsekiosker er opstillet disse steder i Aarhus: Banegårdspladsen, Rådhuspladsen, Strøget ved Salling Stormagasin, Bispetorvet, Lille Torv, Tordenskjoldsgade, Frederiksbjerg Torv og Harald Jensens Plads.