Så trist med disse klyngebomber, der lemlester og dræber uskyldige mennesker, ikke mindst børn. Giv din underskrift, Brasilien producerer dem i massevis, og spreder død og ødelæggelse
rundt omkring i verden...
Beretning fra Folkekirkens Nødhjælp.
I slutningen af Irakkrigen fulgtes jeg med Folkekirkens Nødhjælps ammunitionsryddere. De var ved at etablere sig i Irak for at hjælpe med at fjerne ueksploderet ammunition fra
børnehaver, skoler, klinikker og hospitaler.
Krigen var ikke slut endnu, og der flød med våben, ammunition og klyngebomber alle vegne. Drengene legede med de irakiske kanoner og tanks,
som lå forladte omkring i boligområderne. Alle var besat af våben og krig, leg og virkelighed flød sammen for dem.
Vi tog til det største hospital i Basra. Her fandt vi Anwar
Jassim (8 år) og Rasha Jassim (7 år), som jeg fotograferede. De lå med kroppen fyldt med sår og adskillige fragmenter i hovedet. Vi fik vist røntgenbillederne og udpeget fragmenterne, der var trængt ind i hovedet. Anwar
havde mistet synet på det ene øje. Men de var heldige.
I landsbyen, hvor de boede, legede et par af drengene med en klyngebombe, der ikke var eksploderet. På et tidspunkt gik den af og dræbte
dem. Der var kun en sko tilbage, resten var væk. Pigerne havde stået på afstand og kigget på, så selv om de blev hårdt sårede, overlevede de.
Jeg tog ud til den landsby,
de kom fra. Familien viste mig rundt. Der var intet militært mål i miles omkreds, og familien fortalte, at der ikke havde været irakisk militær i nærheden på noget tidspunkt. Alligevel var der blevet kastet klyngebomber
over området. Ingen vidste hvorfor.
Vi gik rundt på stedet, der var tørt overalt. Ingen vegetation. Hvad skulle børn kunne lege med her? Der var intet – altså undtagen rester
fra krigen.
Mens vi talte sammen og gik rundt, fik jeg øje på endnu en ueksploderet klyngebombe. Jeg fik senere af vide at det var en amerikansk BLU-97. Det er den på billedet.
Jeg fik i en hast forklaret familien, at de ikke skulle røre den eller komme i nærheden af den. Jeg tog GPS-koordinaterne på klyngebomben, og senere fjernede mine kollegaer fra Folkekirkens Nødhjælps
den.
Vi skal have forbudt klyngevåben. Jeg har med egne øjne i Irak set den lemlæstelse og den smerte de forvolder, ikke mindst på børn.
Det gælder også de klyngebomber produceres i Brasilien. Underskriv vores fælles brev: http://hjlp.dk/klyngebomber