Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

Der er guld i din mobiltelefon, og det guld kan komme fra miner, hvor børn helt ned til seks år arbejder med livet og helbredet som indsats. Ingen af Europas bedst sælgende mobilproducenter kan garantere, at guldet i deres produkter kommer fra miner uden børnearbejde. Det viser en rapport fra DanWatch, der udkommer i dag (20. november) på FN’s børnerettighedsdag.

DanWatch rapporten "Børneguld i din mobil?" beskriver, hvordan børn arbejder i små, uautoriserede miner i Mali og Ghana, der er blandt de største guldeksportører i Afrika.

Knap syv procent af det guld, der udvindes, ender i elektronik som telefoner og computere. En stigende efterspørgsel på guld har betydet, at guldpriserne er steget drastisk de seneste 10 år. Det har skabt en voksende guldindustri i Afrika, hvor man flere steder kan tale om en decideret guldfeber. Små, illegale guldminer skyder frem, og der er ingen kontrol med arbejdsforholdene. Det er meget almindeligt, at børn deltager i arbejdet i guldminerne og risikerer både liv og helbred.

I guldminerne graver børn i dybe, ustabile mineskakter og arbejder under jorden i skiftehold på op til 10 timer. I Mali vurderer man, at mellem 20.000 og 40.000 børn arbejder i guldminer, mens man i Ghana ikke har tal på det. På verdensplan vurderes det, at mindst 1,5 mio. børn arbejder i guldmineindustrien.

Børn bliver syge af kviksølv

"Børnene lokkes til at arbejde i minerne i håbet om at få et bedre liv, men bliver fanget i en ond cirkel med livsfarligt arbejde, kviksølvforgiftning, ødelagte rygge, seksuelt misbrug og manglende skolegang. Selvom de måtte have lidt tid til at gå i skole, så er de så trætte og forpinte af kviksølvdampe efter arbejdet, at de ikke orker at sidde på skolebænken," siger direktør for DanWatch, Eva Hesse Lundström.

Kviksølvet bruges til at samle guldstøvet, og børnene håndterer det med de bare hænder, selv om det angriber centralnervesystemet og kan give børnene kroniske handicap, fordi deres kroppe er under udvikling og derfor særligt sårbare overfor tungmetaller.

11-årige Immanuel fra Ashanti regionen i Ghana er et af de børn, som bruger sin tid på at knokle i en guldmine. Han fortæller: “Arbejdet er hårdt. Vi bliver ofte syge og har altid ondt i hovedet og brystet. Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe i minen, for det har jeg ikke råd til.”

Børnene mangler ofte et alternativ til at arbejde, fordi der ikke altid ligger skoler i nærheden af mineområderne, og det er en del af problemet: ”Minearbejdet giver på kort sigt en god indtjening, men det er med til at fastholde dem i dårligt, ufaglært arbejde, som skader dem og på langt sigt ikke hjælper dem til at komme ud af fattigdommen. Der er uddannelse løsningen,” siger Anne-Margrethe Hefting, som er kampagneleder på ‘STOP børnearbejde - Skolen er det bedste sted at arbejde’ hos IBIS.

Producenter støtter indirekte børnearbejde

I 2012 blev der ifølge Branchen ForbrugerElektronik solgt 1,5 mio. mobiltelefoner i Danmark. Næsten alle mobiltelefoner indeholder guld, men hverken Samsung, Apple, Research in motion, Nokia eller HTC, som DanWatch har undersøgt, har kontrol med deres leverandørkæder inden for guld. Derfor kan de ikke sikre, at der ikke er børnearbejde i det guld, de bruger. Virksomhederne har ingen procedurer til at afdække, om de er med til at støtte børnearbejde.

“Når producenterne ikke engang stiller spørgsmålet, om der er børneguld i deres produkter, så støtter de indirekte børnearbejde, og de lever ikke op til de mest grundlæggende retningslinjer for virksomheders samfundsansvar,” siger direktør for DanWatch, Eva Hesse Lundström.

Anne Margrethe Hefting er enig: ”Det er fuldstændig uacceptabelt, at virksomhederne på denne måde krænker de basale menneskerettigheder. Virksomhederne er nødt til at skabe gennemsigtighed i deres leverandørkæder, så forbrugerne kan være sikre på, at der ikke er børnearbejde i deres produkter,” siger hun.

For at lægge pres på producenterne, starter IBIS derfor i dag en underskriftindsamling under overskriften: ‘STOP børnearbejde i mobilen’. De indsamlede underskrifter bliver sendt til de store mobilproducenter.

Børnearbejde

Både FN’s Børnekonvention og ILO’s arbejdstagerrettigheder forbyder børnearbejde.

Ifølge FN's Konvention om børns rettigheder defineres børnearbejde som arbejde udført af børn under 18 år, som er til skade for deres fysiske, følelsesmæssige, intellektuelle, sociale og åndelige udvikling. Både Ghana og Mali har ratificeret ILO’s konvention om børnearbejde.

Baggrund for rapporten

DanWatch’s rapport er blevet til på baggrund af undersøgelser og feltarbejde i Ghanas Ashanti region og Mali’s Sikasso region i foråret 2013. Indsamling af den øvrige data er sket gennem artikler, rapporter fra store menneskerettigheds- og arbejdstagerrettighedsorganisationer som Human Rights Watch, ILO og Makeitfair.

STOP børnearbejde i mobilen

IBIS indleder i dag kampagnen ’Stop børnearbejde i mobilen’, som sætter spot på børnearbejde i guldindustrien. Gå ind på www.renmobil.nu og skriv under eller send ‘guld + fulde navn’ til 1414 og vær med til at kræve, at elektronikvirksomhederne stopper børnearbejde.

Rapporten “Child Mined Gold in Your Gadgets?” kan læses her: http://www.danwatch.dk/da/artikler/nyhed-mobilproducenter-sikrer-sig-ikke-mod-boernearbejde/279
Billeder fra guldminer i Mali og Ghana kan hentes her: http://ibis.dk/pressekontaktdk/, og flere kan bestilles på: ehl@danwatch.dk