Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

 

 

 

I torsdags var jeg med mit barnebarn Linea i Den blå Planet. Det var en lidt blandet oplevelse. Efter en del kaos ved billetkøb, der var utroligt mange mennesker sådan en almindelig hverdags formiddag, især skoleklasser, lykkedes det os til sidst at komme ind. Ja, flot og storslået er der jo derinde, fiskene kommer rigtig til sin ret, i de store bassiner, og især oceantunnelen er en oplevelse i sig selv. Men når det er sagt, undrede det mig, og en del andre besøgende, at sælerne i den arktiske afdeling, har så lidt plads at svømme på, og ligeledes de store elektriske ål, som svømmer rundt på minimal plads. Dette skuffer mig lidt, et sådant nyopført specielt designet bygningsværk, burde være indrettet så alle fisk og ligeledes sælerne har en god mulighed for at udfolde sig på rigelig plads. Til en entre pris på henholdsvis 165kr. for en voksenbillet, og 90kr for en børnebillet, må man i det mindste formode at fiske og dyrelivet i Den blå Planet har gode forhold at leve under.

Koralrevene er et kapitel for sig. Virkelig farvestrålende fisk, og ikke mindst opbygningen af koralrev, men  de fleste koraller er neon farvede plastik koraller, som med deres skrigende farver næsten overstråler de ellers så smukke farverige fisk. Lidt kedeligt at se dette farvecirkus af plastikkoral.

Vi brugte 2 timer derinde, og der var en del vi ikke fik set, det må blive en anden gang. For øvrigt et lille plus, at man kan sidde udenfor og spise sin medbragte mad, køerne i caféen var mega lange…