Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Jeg drømte mig en drøm…Himmel Trappen...💙
 
 
En engel så smuk lysende og mild, vækkede mig med sin blide stemme. Vågn op, stå ud af din seng. Ræk mig din hånd, der er noget jeg vil vise dig. Halvt i søvne, og helt fortumlet, rakte jeg hånden ud. I samme øjeblik englen tog min hånd, var jeg helt vågen, og sammen stod vi på et splitsekund, på en duftende eng, i nattens mørke, kun englens lysende skær, og himlens stjerner gennembrød mørket omkring os…
 
Englen pegede op mod himlen, og ud af nattens mørke, som ved et trylleslag, kom en bred hvid og oplyst trappe til syne. Trappen bestod af det fineste marmor, trinene var brede og solide. Fra selve trappens marmor, udgik et blidt perlemorsskær, behageligt uden at blænde. Englen førte mig helt hen til det første trin, jeg kiggede op ad trappen som virkede uendelig, mit øje kunne ikke se hvor trappen endte. Trin på trin lyste trappen, med sit blide perlemorskær som en vej op i himlen...
 
Du skal bestige trappen, - sagde englen til mig, med sin blide stemme. Min gerning, var at bringe dig hertil, andre vil du møde på vejen. Forundret kiggede jeg på englen, som nikkede smilende til mig, og helt mekanisk trådte jeg op på det første trin. Derefter det næste, et til og endnu nogle trin, og efter en stund kiggede jeg mig tilbage. Bag mig var trappetrinene borte, englen lige så, der var ingen vej tilbage…
 
Med hjertebanken og rystende ben, fortsatte jeg op ad trappen, trin efter trin. Pludselig stod en stor lysende engel midt på det trin jeg var ved at betræde. Jeg byder dig velkommen, - sagde den med mild ryst. Jeg nikkede, takkede lavmælt og kiggede ned på min fødder. Ydmyg og taknemmelig...
 
Jeg arbejde mig videre op ad trappen, skridt for skridt, trin for trin. Af og til passerede jeg en smuk lysende engel, som bød mig velkommen, eller gav mig et opmuntrende ord med på vejen. Hver gang jeg vendte mig om og kiggede mig tilbage, var hverken engle eller trin synlige mere, jeg befandt mig højt oppe på den nat sorte himmel, kun med den oplyste trappe og stjernerne over mig…
 
Jeg passerede mange engle på vejen op, alle var de smukke og venlige, alle bød de mig velkommen, eller gav mig opmuntrende ord med, på min videre færd…
 
Endelig nåede jeg op til det sidste trin, foran mig stod en stor engel, mørk og streng af udseende. Den stod omfangsrig og mægtig med udbredte vinger, og kiggede på mig med et strengt og uvenligt blik. Jeg er portens vogter, - sagde den med rungende stemme. Hertil og ikke længere. Jeg vogter porten til Riget, mig kommer du ikke forbi. Porten jeg bevogter er stor og solid, kun jeg har nøglen, kun jeg kan give dig adgang til Guds Rige. Her lukkes kun udvalgte ind. Forundret kiggede jeg på englen, bange men på samme tid også vred. Hvorfor gå op ad så mange trin, for ikke at kunne betræde det sidste? Til min overraskelse så jeg slet ikke nogen port, jeg så kun en stor mørk engel, med udbredte vinger, som forsøgte at dække for, et smukt og solbeskinnet landskab, som jeg kunne få et lille glimt af bag englen. Kære engel, sagde jeg, - jeg ser ingen port, jeg ser kun dig som skygger for lyset. Englen gik i opløsning, lige for øjnene af mig, den gik i tusinde små stykker, der eksploderede i en grå støvsky som hvirvlede omkring mig, og derefter forsvandt som dug for solen…
Jeg trådte op på trappens sidste trin, og udbredt for mit blik lå det skønneste landskab. Høje bjerge tonede frem i baggrunden, frodige dale, floder som slyngede sig gennem landskabet. Hele udsigten lå badet i det klareste solskin, jeg kunne på forunderlig vis kigge langt omkring. På himlen og tæt ved jorden, fløj farverige smukke fugle, af en sådan pragt, jeg aldrig havde set før. Tæt på det sidste trin, hvor jeg stod, gik en flok hvide enhjørninge og græssede fredeligt, på en eng så frodig, med tusindvis af små lysende klokkeblomster. Alt emmede af fred og harmoni. Fuglenes sang lød klart og tydeligt, de smukkeste toner vibrerede i luften, der duftede af solmættet natur, frisk luft og engens blomster. Jeg stod længe helt tryllebundet, af det smukke syn, og nød hele herligheden omkring mig…
 
Jeg løftede min højre fod, fra trappens sidste trin, for at træde ud i landskabet, - i samme sekund lød en stemme klart og tydeligt, ingen steder fra og alle steder fra. Stop, - hertil og ikke længere. Ikke et sekund var jeg i tvivl, dette var selve Guds stemme. Kære barn, tiden er ikke inde...endnu. Dette syn ville jeg vise dig, her ser du et lille glimt af mit Rige. Men betræde det, kan du ikke endnu. Langt har du gået ad min himmel trappe, ja helt til trappens top, jeg håber du fandt det besværet værd? Jeg svarede stille, at det gjorde jeg, men kære Gud, jeg kom vist til at ødelægge en engel på vejen. Englen som stod på dette sidste trin, gik i tusinde stykker. Guds latter klingede gennem luften omkring mig, - og med mild stemme sagde han. Det glæder mig, for den engel var ikke skabt af mig, den var skabt af dine egne fordomme, af troen på menneskene og jeg er adskilte. Denne hindring udslettede du i denne nat. Jeg bygger ikke porte, jeg har ingen portvogter, jeg vogter selv mit Rige. Alle mine menneskebørn er udvalgte, alle vil de gå lige ind i mit Rige, - jeg venter med åbne arme. Glem hvad du har lært, hørt og læst om adskillelse mellem Gud og menneske. Dette var dagens, eller måske rettere nattens undervisning, mit barn. Ingen eller intet står mellem dig og mig…
 
Tag nu et sidste kig ud i mit landskab, og glem det aldrig, heller ikke mine ord til dig i denne nat. En stund stod jeg og kiggede, indprentede mig landskabets skønhed, lod øjnene hvile på de smukke hvide enhjørninge, sugede alle lyde og dufte til mig. Da sagde Gud, - nu skal du tilbage, du kan endnu nå et par timers søvn i din verden, før dagen bryder frem. Kære Gud, udbrød jeg, - alle trapperne er væk, der findes kun den sorte himmel bag mig, hvordan skal jeg komme hjem? Da klingede Guds milde latter igen. Kære barn, du skal ikke gå på dine trætte ben, når jeg inviterer, sørger jeg både for ud og hjemtur. Gør dig ingen bekymringer, måske dette også kan være en lille lektie at tage med dig. Stol altid trygt på mig. Farvel mit barn, og snart på gensyn, jeg har mere jeg gerne vil vise og lære dig...
 
Jeg vågnede op, helt udhvilet, med det skønne landskab for mit indre blik, stadig duftende de vidunderlige dufte fra Guds Rige, - og for mine ører lød Guds milde latter...Det bli’r en dejlig dag, jeg lærte en masse i nat…💙
 
Skrevet af Joanna Tengvad