Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Psykolog: Gode minder bekæmper depression

 


Gode minder, der dukker op, kan give dig større tro på dig selv og fremtiden, fortæller en dansk forsker i hukommelse


Næste gang en velkendt lyd eller duft fører dig tilbage til et godt minde, så giv dig selv lov til at drømme lidt og nyde oplevelsen.
Spontane minder, der typisk opstår på grund af 'ledetråde', er nemlig med til at farve dit syn på fremtiden, fortæller hukommelsesforsker Dorthe Berntsen, der er professor i psykologi på Aarhus Universitet og leder af Center on Autobiographical Research, Con Amore, til Videnskab.dk.
Omvendt kan de 'negative' ledetråde i værste fald også få dårlige tanker til at sætte sig fast og farve fremtiden sort.
"Det negative fra fortiden kan blive så fremtrædende, at ens forestillinger om, hvordan man vil klare sig i fremtiden, også bliver negative. Det er en ond cirkel," forklarer Dorthe Berntsen.
Hukommelsens små ledetråde har specielt betydning for mennesker, der for eksempel har fået en depression, fortæller Dorthe Berntsen.
"Det er ikke, fordi de nødvendigvis har været ude for flere negative hændelser end andre, men hos deprimerede ligger de negative oplevelser øverst i bagagen. De positive hændelser i fortiden er ligesom overskygget af det dårlige, de har gjort i løbet af livet," siger Dorthe Berntsen.

 


Udfordring

 

Psykologerne bruger deres viden om hukommelsen, hvis en patients dårlige minder er gået i hårdknude.
"Man udfordrer den negative selvforståelse ved at stille spørgsmål, som får patienten til at tænke anderledes om sig selv og huske på positive episoder," fortæller Dorthe Berntsen, der sammen med en amerikansk kollega har udviklet en skala, som måler, hvor central en traumatisk begivenhed er for ens livshistorie, identitet, selvopfattelse og relation til andre.
"Skalaen viser en sammenhæng mellem graden af PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.) symptomer, og hvor central erindringen om den traumatiske begivenhed er for personens identitet og livshistorie," siger Dorthe Berntsen.
Skalaen og anden forskning fra Con Amore viser, at en traumatisk begivenhed huskes særdeles godt, og at den hos personer med PTSD kan komme til at fylde lige så meget – eller måske mere – end andre vigtige og skelsættende begivenheder i livet.

 

Kilde: videnskab.dk