Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

At flytte til en lille by…

 

 

Jeg har nu boet her i Glumsø, i 10 dage. Jeg bor ikke i selve den lille by, men lidt udenfor. I min stue, står der stadig en masse flyttekasser, der bare venter på at blive pakket ud. Mine nye møbler ankommer om få dage, så jeg må hellere se, at få pakket de sidste kasser ud. Jeg har bestilt nye møbler til stuen, og til gæsteværelset. Hvide møbler, jeg kan godt li’ hvide møbler. Bliver jeg træt af alt det hvide, så kan jeg jo bare male dem.

 

Når min familie og veninder ringer til mig, spørger de alle om jeg har det godt. Det er ikke så mærkeligt, men bagved deres spørgsmål, gemmer der sig en lille bekymring, de er lidt usikre på, om jeg nu også kan falde til og tilpasse mig livet på landet. Jeg har slet ikke nogen bekymringer i den retning, jeg stortrives med natur omkring mig, og jeg glædes hver dag over hvor priviligeret jeg er, at kunne bo i et skønt hus, med have, omgivet af skove, marker og søer.

 

Det sociale liv, skal nok komme, når jeg er klar til det. Jeg har allerede lidt kontakt til en flink nabo, og jeg har også været henne at hilse på min ene søns svigerforældre, der også bor i udkanten af byen. Når jeg færdes inde i den lille by, stopper helt fremmede mennesker mig, og spørger venligt,- om jeg ikke er ny i byen. Herude på landet, kender alle hinanden, så når der dukker et nyt ansigt op, ja så er nysgerrigheden stor.

 

Der er mange foreninger i Glumsø, og der er et aktivitetshus, en biograf og såmænd også et bibliotek. Der er mange forskellige tilbud, foredrag, filmaftener, udflugter m.m. I kirken foregår der også en hel masse aktiviteter. Jeg tror ikke jeg kommer til at kede mig, der er masser af tilbud, ifald jeg får brug for det.

 

Men lige pt. har jeg rigeligt at se til, med at indrette mit nye hjem, og med at udforske den omkringliggende natur. Heldigvis keder jeg mig aldrig, og jeg trives fint i mit eget selskab...

 

Joanna