Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Barndomserindring...



Da jeg var barn, var torsdag en helt særlig dag, eller rettere torsdag aften, var en særlig aften. Alle torsdag aftener tilbragte vi nemlig ude hos min mormor og bedstefar i Tårnby.
Mine to søstre og jeg fik de fine kjoler på, og hestehalerne sat stramt op med elastikker, og store flotte silkesløjfer. Vi fik altid en dundrende hovedpine, indtil vi fik løsnet elastikkerne lidt, uden at vores mor så det. Fine skulle vi være, og det var vi!

 

Når far kom hjem fra arbejde, skiftede han hurtigt tøj, og så var vi klar til afgang. Vi kørte afsted i vores gamle bil, ud mod Tårnby. Det føltes dengang som en hel rejse, selvom det kun tog omkring ½ time at køre til Tårnby.

 

Hver torsdag aften samles hele familien ude hos min mormor og bedstefar. Mine mostre og onkler, deres børn, tanter og venner til vores familie, kom fra nær og fjern, til min mormor og bedstes hus.

 

Min mormor diskede op med den dejligste aftensmad, bedre og dyrere end den aftensmad vi fik hjemme. Vi fik også god mad hjemme, men ikke så luxuriøst. Mormor og bedste ejede en fabrik, der producerede rustfrit stål, og havde derfor mange flere penge mellem hænderne end vi havde hjemme. Der var selvfølgelig også dessert, og kaffe med småkager og bagerens lækre kringler efter middagen. Og det bedste af det hele var, at vi børn fik en sodavand, enten til maden, eller når de voksne drak kaffe. Min favorit sodavand, var rød himbærbrus. Jeg elskede smagen, og de liflige bobler, som brusede op i glasset.

 

Hvis vi var rigtig mange, så kunne vi børn ikke sidde med ved det store bord, sammen med de voksne. Så fik vi et lille bord for os selv, det blev kaldt børnebordet. Det var meget bedre at sidde ved børnebordet, for det var placeret et stykke væk, fra de voksnes bord, og så kunne vi børn sidde og tale lidt sammen, bare vi ikke blev for højrøstede. Sad vi til bords med de voksne, skulle vi være stille, og helst ikke sige noget, hvis ikke vi direkte blev tiltalt. Det kunne være så kedeligt bare at sidde der, og høre på de voksne diskutere politik, eller andre emner, som optog dem. Hvis vi var heldige, kunne vi få lov til at rejse os fra bordet, når vi havde spist, men for det meste, skulle vi blive siddende, indtil de voksne, endelig var færdige med at spise og drikke kaffe. Selvfølgelig skulle vi sige tak for mad, inden vi kunne forlade bordet, det gjorde vi alle, børn som voksne...

 

Joanna