Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

De små eventyrlige væsener

 

 

Gennem generationer har eventyrerenes små feer betaget mennesker verden over. Tænk bare på Klokkeblomst, som vi alle, store som små, har beundret og følt os tryllebundet af.

Ifølge gammel nordisk folketro, tilhørte feerne en gruppe af overnaturlige væsener, nemlig elverfolket. Elverfolket bestod også af ellepiger, elledrenge og nøkker.

 

Feer fremstilles næsten altid som bittesmå og meget smukke væsener, af begge køn, med små vinger på ryggen. De er naturvæsener, og gennem tiderne, har de haft deres liv i naturen, hvor de passede på træer, blomster, dyr, vandløb, søer og havet.

 

Nogle mennesker tror på, at de findes i virkeligheden. I nyere tid, kaldes de ofte naturdevarer, og indgår i den gruppe af devarer, som alle passer på naturen, og man kunne måske kalde disse devarer naturens vogtere. De sættes også i forbindelse med naturelementerne, jord, ild, vand og luft.

 

Personligt tror jeg nu ikke på feer. Jeg har heller aldrig set en fe, hvilket jo ikke udelukker at de eksisterer. Men for mig, hører de til i eventyrenes og fantasiens verden. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget betaget af eventyr og fortællinger hvor disse små bevingede væsener indgår. Jeg holder også meget af at se film eller billeder på nettet, hvor disse små væsener optræder. De stimulerer min fantasi, og den skønhed og magi, der knytter sig til feerne fascinerer mig

 

Næsten samme oplevelse af eventyrlighed, oplever jeg, ved synet af kolibrier, som jeg har været så heldig at studere i deres naturlige omgivelser. Eller af smukke sommerfugle som flagrer rundt mellem blomsterne. Guldsmede der stryger rundt i luften, ved søbredden som små glimt af guld, virker også helt eventyrlige på mig. Disse insekter, taler til min fantasi, og jeg kan kigge på dem i timevis. De får mig til at tænke på, hvordan vi forestiller os, feer må se ud. Med lidt fantasi, kan jeg godt forestille mig, en sommerfugl eller en guldsmed, kan ligne en lille fe, der på hurtige vinger, flyver rundt i naturen, og på magisk vis, værner om træerne, blomsterne, søerne og vandløb.
At guldsmeden så i virkeligheden er et glubsk rovinsekt, som fanger små fluer og flyvende insekter i luften, - er en anden sag, som man nok ikke lige tænker på, når man ser dette smukke flyvende lille guldglimt over søens vandspejl...

 

Joanna