Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Der var engang, vi bandt blomsterkranse...

 

 

De smukke mælkebøtter, ja du læste rigtigt, for mig er mælkebøtterne en af de smukkeste blomster der findes. Altså, de smukke mælkebøtter er fremme nu, både i haver, og ude i naturen. De står og lyser op med deres solgule blomster. Det er et smukt syn, disse lysende gule sole, på baggrund af frisk grønt græs. Når jeg ser disse gule blomster, vandrer mine tanker tilbage til barndommen.

 

Min bedstemor og bedstefar, som vi kaldte mormor og bedste, havde en stor eventyrlig have. En have fuld af gemmesteder, og gamle krogede frugttræer. Kæmpestore rabarberplanter voksede vildt på sollyse pletter i haven, bladene var så store, at jeg brugte dem som solparasoller. Græsset fik som regel lov til at passe sig selv, og derfor var der altid fra tidlig forår til langt ind i sensommeren et flor af mælkebøtter.

 

Jeg har mange barndomsminder, og et af de bedste minder handler om mælkebøtter og den gamle have hos mormor og bedste. Frugttræerne der lige er sprunget ud, fuglenes sang og et hav af mælkebøtter i det lange græs. Dette syn kan jeg genskabe, det står så klart for mig, at jeg ligefrem kan dufte græsset, og se hvordan mælkebøtternes tunge gule hoveder vugger blidt i vinden.

 

Der var altid stille i den gamle have, kun fuglenes sang, var at høre. Haven lå godt gemt væk, langt fra huset, så der kunne ikke trænge nogle lyde af stemmer ned i haven. Den nærmeste trafikerede vej lå langt væk, så ingen støj fra omverdenen kunne forstyrre havens idyl. Det var en skjult hemmelig have. Et paradis for et fantasifuldt barn. Og fantasifuld, det var jeg. Her var jeg prinsessen, i en fortryllet have, omgivet af gule mælkebøtter og skyggefulde gemmesteder under de gamle frugttræer.


Jeg flettede hårkranse, af mælkebøtter, som jeg brugte som prinsessekrone. Ja, faktisk flettede jeg mælkebøttekranse til hele familien. I timevis kunne jeg gå rundt i den fortryllede have, og plukke mælkebøtter. Som regel havde jeg et tæppe med ned i haven. Og min mormor gav mig saftevand og et par klemmer med, pakket ind som madpakke. Og så sad jeg der på tæppet, omgivet af afplukkede mælkebøtter, med saft og madpakken inden for rækkevidde.


Det allerbedste var, når min mor kom på besøg nede i haven. Så kunne vi sidde helt tavse i lang tid, og bare flette gule mælkebøttekranse til hinanden. Det var en smuk stilhed, der var imellem os, ord var unødvendige, og sådan kunne vi sidde meget længe.

 

Jeg husker også, at mine fingre ofte var sorte, fulde af sorte pletter, fra saften af mælkebøtter. Pletterne var næsten ikke til at vaske af, selvom jeg brugte en skurebørste.

 

Nu forstår du måske, hvorfor jeg holder så meget af mælkebøtter? For mig er de barndommens blomster. De er smukke blomster fra en fortryllet have, som jeg altid vil bære med mig, som et smukt minde. Min kære mor, er forlængst gået bort, det gør mindet endnu mere værdifuldt for mig...

 

Joanna