Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Smitter et smil?

Det er godt at smile og skønt at blive smilet til. Faktisk så skønt at det kan være svært at ikke at smile tilbage. Det er der en helt naturlig forklaring på. Samvirke har spurgt smileekspert Marianne Sonnby-Borgström, om et smil smitter. 

 

Kun mennesker smiler

 

»Smil smitter i høj grad,« fortæller Marianne Sonnby-Borgström. Hun er lektor i psykologi på Malmö Högskola og har arbejdet med menneskets ansigtsmimik og dermed vores smil.

Selvom nogle abearter har noget, der minder om det, er det kun menneskeracen, der smiler.

Om smilet er bredt, skævt, med glimt i øjet, med lyd, oprigtigt eller falsk, er ikke afgørende, alle slags smil har en effekt på andre.

 

Vi spejler smilene

 

»Menneskets ansigtsmimik er helt unik og meget kompliceret, og vi ved ikke præcis, hvad det er, der gør, at vi smiler, når andre smiler til os,« siger Marianne Sonnby-Bergström. Hun henviser til ny forskning, som behandler begrebet spejlneuroner.

Spejlneuroner er noget af det nyeste inden for hjerneforskning. Forskningen peger på, at de hjerneceller, man kalder spejlneuroner, kan kopiere eller spejle det, de »ser« – altså de informationer, hjernen modtager gennem øjnene.

Spejlneuronerne får dine muskler til næsten ubevidst at imitere de muskler og nerver, du skal bruge for at spejle det, du har set. Sådan går det til, at du smiler, når du bliver smilet til.

 

Smil gør dig i bedre humør

 

Marianne Sonnby-Borgström fortæller videre, at du også selv bliver i bedre humør, når du smiler. Så hvis du har en dårlig dag, kan du let gøre den lidt bedre, hvis du trækker op i mundvigene.

Et smil aktiverer nemlig automatisk de steder i hjernen, som gør dig gladere.

»Ægte smil virker bedst, men også falske smil har effekt. Desuden er det påvist, at folk, som smiler meget, har det bedre og lever længere,« siger Marianne Sonnby-Borgström. Hun målte muskelaktivitet i ansigtet med meget følsomme apparater, som registrerede, at ansigtsmusklernes opførsel ved smil ofte er så svag, at den ikke kan ses. Marianne Sonnby-Borgström fandt også i sine studier, at ved at vise billeder af smilende mennesker til sine forsøgspersoner reagerede disse i løbet af kun 60 millisekunder ved også at smile.

Det er altså ikke helt forkert, når man siger: Smil til verden, og verden smiler til dig.

 

Kilde: Samvirke -