Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Naturen i Marts...

 

 

 

 

 

 

Marts er forårets første måned og det er måneden, hvor dagene vinder over nætterne i længde. Det er nu at naturen begynder at vågne op fra sin vinterdvale. Flere fuglearter begynder at synge og bl.a. sanglærken kan høres højt under himlen over mark og eng. I skoven skaber flagspætten stemning ved at tromme energisk på gamle træer med ikke mindre end 20 hak i sekundet.

 

Marts er opkaldt efter romernes krigsgud Mars. Det gamle, nordiske navn var Tormåned. Om navnet har forbindelsen til guden Thor eller om “tor” er oldnordisk for “tør” – og derved “tør måned” er ikke helt klart.

 

Følfod dukker frem og blomstrer gult. Også Blå anemone har sin storhedstid i det tidlige forår. Den velduftende og spiselige martsviol er også fremme i marts (deraf navnet) og det er nu den fine hasselblomst viser sig. Det er også gerne i marts, at den for mange velkendte krokus blomstrer. Krokus er en haveplante som pryder mange haver og den findes i mange varianter. Næsten alle stammer dog fra den vilde krokus, der vokser i alperne. Det er også her i marts, at man kan begynde at tage de første grene med ind i stuen. Varmen indenfor vil snart få blade og blomster til at springe ud.

 

Insekterne vågner også til dåd og der er intet som lyden af årets første humlebi. Men de er ikke de eneste der vågner efter vinteren. I skoven begynder myrene på solrige dage, at komme op fra myretuen, hvor de samles på toppen af tuen for at varme sig. Der er også her, at man kan være heldig at se en eller flere dronninger som normalt holder sig nede i boet. Det er også i marts at de spændende oliebiller begynder at titte frem. De skal nemlig nå at parre sig, lægge æg og klægge æggene tidligt, da billens larver lever af biernes æg. Oliebillens larver sidder i blomsterne og når så en intetanende bi kommer forbi, får larven et lift ned til biens bo. Her spiser den biæggene og larverne og lever derefter af den mad som bierne leverer.

 

Foråret er det bedste tidspunkt at opleve hugormen. Netop nu dukker hugormene frem fra vinterskjulet. De er nemme at komme tæt på fordi de er kolde og langsomme og har behov for solens varme stråler for at genvinde deres hurtighed. Sydvendte skråninger og solbeskinnede pletter er et godt sted at finde de små slanger.

 

Tusindvis af gæs er på vej mod nord til ynglepladserne. For en stund kan vi opleve dem i Danmark, hvor de tanker op til den videre færd mod nord. På landmandens marker ynder gæssene at æde de grønne spirer, hvilket ikke altid er populært. Staten forsøger at afhjælpe landmændene ved at fodre med tonsvis af korn for at lokke gæssene væk fra afgrøderne.

 

På lune forårsdage dukker et andet forårstegn frem. Det er ulveedderkopperne som på forårsdage kan optræde talrigt på solbeskinnede pletter. Ulveedderkoppen laver ikke edderkoppespind som de fleste andre edderkopper, men jager deres bytte aktivt. Dens latinske navn Lycosidae kommer fra Lycos som betyder ulv på græsk, der som bekendt også jager deres bytte aktivt. Vi har i Danmark flere arter af ulveedderkopper.

 

I marts ankommer vipstjerten. Pludselig sidder den på tagryggen og vipper med halen. Så er det rigtig forår!
Vipstjerten har tilbragt varmen sydpå ved Middelhavsområdet, men når foråret i nord står for døren kommer den tilbage igen. Nu er insekterne også ved at dukke frem og det er netop insekter som vipstjerten lever af.

 

Citronsommerfuglen overvintrer i huller og revner i gamle træer og hører til en af de første der ses om foråret. Så selvom det endnu er køligt kan man godt være heldig at opleve denne lille forårsbebuder.
Hannen er citrongul og hunnen hvidgrøn. Hannen har særlige duftskæl og dufter ligefrem af citron.

 

Selvom det endnu er køligt er de første forårsfrøer dukket frem. I vintertiden opholder frøen sig nedgravet i jorden eller i mudderet på bunden af søen. Her ligger den i dvale og venter på forår.
For den butsnudet frø, vores almindeligste frø, nærmer yngletiden sig. Fra sidst på måneden begynder aktiviteterne ved vandhullerne og man kan høre frøernes kvækken.

 

Kilde: Naturguide - Marianne Riis