Joanna's blog - Mellem Himmel og Jord

Løse hunde, og deres håbløse ejere...

 

 

 

Puha...I formiddags gik jeg en tur med min meget lille tjekkiske rottehund. Forsynet med fuglebrød og en glad lille hund, begav vi os ud i det skønne nærliggende fuglereservat, for at fodre ænder og svaner, hvilket vi begge holder meget af.

På vejen hjem, hvor vi går på en af hovedstierne i området, kommer en mand gående i mod os, med 2 store løse hunde. Den ene hund løber meget lidt venligt os i møde, den gør og viser tænder, og begynder at jage min hund, som hyler og skriger, imens den bliver angrebet. Jeg forsøger at løfte den op til mig, men den ustyrlige store hund, udviser en adfærd overfor mig som er meget aggressiv, den begynder at hoppe op ad mig imens den knurrende viser hele tandsættet. Hundeejeren kan ikke kalde den til sig, og tilsidst går han hen og tager den forbandede hund i halsbåndet, hvorved den bliver endnu mere aggressiv. Endelig kan jeg tage min rystende hund op til mig. Den anden store hund er også løs, den står et par meter fra os, den kan han heller ikke kalde til sig, ejeren må tilsidst tage i halsbåndet, som han hiver så hårdt i, at halsbåndet ryger over hovedet på hunden. Med store, meget store bogstaver, fortæller jeg ejeren, at han ikke har styr på sine store løse hunde. Jeg skynder mig væk med min hund i favnen, da jeg vender mig, står han med den stadig aggressive hund, som nu snerrer ad ham, den anden hund holder han krampagtigt i pelsen oppe omkring halsen.
Da jeg kommer hjem, tænker jeg lidt over situationen som jeg og min hund blev en del af, og jeg kommer frem til, at sådan en hundeejer burde anmeldes, men hvordan gør man lige det? Han virkede ikke på noget tidspunkt imødekommende, og ville jo nok næppe ryste op med navn og adresse, på en forespørgelse. Forøvrigt fremgår det af skiltning i området, at hunde skal holdes i snor.
Vi er ved at komme os nu, hunden og jeg, men der går nok lidt tid, før vi får mod på at fodre ænderne igen...